Super Brian: – Larry Holmes kan få revanche i morgen
‘Super’ Brian Nielsen er i øjeblikket hovedperson i Danske Spils kampagne ‘Brian Nielsen 1.000 kroners Knock Out Freeroll’, der i sagens natur går ud på buste den danske sværvægtslegende. Kampagnen er så småt ved at gå på hæld, og Brian Nielsen har nydt udfordringen.
“Det har været skidesjovt. Jeg synes, det er gået godt, men i går holdt jeg sgu ikke længe. Jeg røg ud med tre konger, jeg havde konge-ni på hånden og floppet slog konge-konge-otte. Den kunne jeg sgu ikke komme væk fra, men min modstander i hånden havde simpelthen floppet et fuldt hus, så det er sgu også godt ramt,” siger Brian Nielsen til PNN.dk.
Læs også: Super Brian går i ringen på Danske Spil
Og han har selvfølgelig haft svære kår i en kampagne, hvor det mere eller mindre udelukkende gælder om at sende ham på røv og albuer.
“Hvis jeg bare kalder, kalder de alle sammen. Hver gang. De er jo ude efter mig, men jeg har – de fleste gange i hvert fald – sørget for at have gode kort, så jeg har selv fået ram på mange spillere,” siger Brian Nielsen stridslystent.
For bare et par uger siden stod Brian Nielsen med alle muligheder for at ramme finalebordet i WPT Vejle, men et blowup af rang på selve boblen fik på et øjeblik ødelagt det hele.
Læs også: Super Brian tabte sutten: LORT, LORT, LORT!
A’ hva’ siger han?
Og så forlader vi ellers pokeren. Nu skal det handle om boksning.
Under World Series Of Poker 2012 spottede PNN.dk bokselegenden Larry Holmes udenfor Rio-hotellet, og den slags muligheder skal naturligvis forfølges. Og det blev den så.
Larry Holmes havde i sin storhedstid fra midten af 70′erne til starten af 80′erne et af de bedste venstre jabs, der nogensinde er set. Det var netop Larry Holmes uhyggelige jab, der gjorde, at han kunne bokse på højt niveau langt op i 40′erne. Og langt oppe i 40′erne var lige præcis hvad han var, da han i 1997 mødte Brian Nielsen i en kamp om IBO-titlen – en af de mest mindeværdige kampe, der nogensinde er bokset på dansk grund. Kampen blev afviklet i Brøndby Hallen, og Larry Holmes var 48 år.
Brian Nielsen vandt kampen med dommerstemmerne 2-1. En sejr, der i tidens løb både er blevet kaldt ‘kneben’ og ‘uretfærdig’.
Larry Holmes gav i sommers udtrk for, at han blev snydt så vandet driver:
“I remember that fight very well. I was ripped off. Everybody knows that. Even Brian Nielsen. He has to. I beat his ass in every round,” sagde den gamle verdensmester til PNN.dk.
Oversat:
“Jeg husker den kamp særdeles godt. Jeg blev snydt. Det ved alle. Selv Brian Nielsen. Det må han vide. Jeg tæskede ham i alle (12, red.) omgange.”
Læs hele interviewet med Larry Holmes lige her: Larry Holmes til PNN.dk: I beat Brian Nielsens ass in every round!
I dag kan vi konstatere, at Larry Holmes tager fejl – Brian Nielsen ved absolut INTET om, at han skulle have tabt den kamp.
“A’ HVA’ siger han?,” brøler Brian Nielsen og udstøder en høj og lang latter.
“Det har jeg sgu aldrig hørt før? Mener han virkelig det? Det er jo vanvittigt. Jeg vandt den kamp KLART,” siger Brian Nielsen, og så går vi ellers tilbage til en fornøjelig snak om den store kamp i 1997.
Den kamp gav mig noget ekstra
Brian Nielsen mener slet ikke der er tvivl om, at han vandt kampen mod den aldrende Larry Holmes.
“Jeg var aldrig rystet i den kamp, aldrig! Han var til gengæld rystet et par gange. Det er rigtigt, at han i de første par runder fik ram på mig med hans jab, men som kampen skred frem overtog jeg jo styringen totalt. Det var mig, der gik frem. Det var mig, der fik sendt KLART flest slag ind. Han bakkede, gemte sig, og så prøvede han af og til at slå kontra. Men det lykkedes jo overhovedet ikke for ham,” siger Brian Nielsen.
Brian Nielsen ryster snart efter den umiddelbare overraskelse af sig. Pludselig virker han til at forstå, hvorfor Larry Holmes kunne finde på at påstå, at han blev snydt.
“Han skal vel sige det, når det kommer til stykket. Det er vel nemmere at bortforklare nederlaget med at han blev snydt frem for at forholde sig til, at han rent faktisk tabte kampen. Men sådan skal det sgu heller ikke være – han kan få en revanche i morgen, hvis det er det, han ønsker,” griner Brian.
Var du på toppen dengang i 1997? Var det der, du var bedst?
“Nej, det synes jeg ikke. Jeg vil sige, at jeg var på toppen i de efterfølgende år. Den kamp gav mig noget, som jeg ikke havde før. En hårdhed. En viden om, hvad der ventede mig, når jeg skulle møde nogle af de store. Men kampen mod Larry Holmes betød nok, at jeg nåede et niveau, som jeg ellers ikke havde nået,” siger Brian Nielsen og udtrykker stor respekt for Larry Holmes, der i dag er 62 år.
“Han har sgu gjort det godt. Han styrer jo et helt imperium, han har klaret sig godt som forretningsmand. Han er en de få, der har klaret sig godt efter han stoppede sin aktive karriere. Det har jeg stor respekt for, ligesom jeg har stor respekt for hans karriere,” siger Brian Nielsen.
Brian Nielsen vs. Larry Holmes i 1997. Brian angriber, Larry søger mod rebene. Men hvem vandt?
“I beat Brian Nielsens ass in every round,” sagde Larry Holmes til PNN.dk i sommers.