EPT Deauville: Dansk trio videre

Den franske kystby Deauville er normalt ikke et besøg værd i vintermånederne, hvor feriebyen for de lidt rigere franskmænd står tom og øde hen. Men når der lokkes med en pokerturnering fyldt med lokale, franske spillere, så strømmer pokerhajer alligevel til fra nær og fjern – også fra Danmark.

Ved gårsdagens dag 1B, stillede fire danskere op. Morten Lihn Christensen klarede den desværre ikke i sin EPT-debut, men Christian ‘Tox’ Togsverd, Magnus Borg Hansen og Philip Jacobsen er til gengæld alle videre.

Bedst ser det ud for ’Tox’, der senere i dag kan pakke 69.600 chips ud af posen, når spillet genoptages ved middagstid. Det kunne dog have set endnu bedre ud for cashgame-chefen, der til Slowplay.dk fortæller, at han i dagens næstsidste hånd tabte en all in preflop med es-dame mod par syv i en pot på 35.000.

Han er dog ganske godt tilfreds med det lave niveau i turneringen, som han betegner som ”ganske fint.” Chipleader på dag 1B blev franske Amir Salhani med 191.000.

Danske Counts:

Christian ‘Tox’ Togsverd 69.600
Magnus Borg Hansen 34.300
Philip Jacobsen 32.800