EPT Deauville: Kan Pagano endelig gøre det?

Den italienske pokerstjerne Luca Pagano er den suverænt mest stabile spiller på European Poker Tour, men har endnu aldrig stået øverst på sejrsskamlen i turneringsserien. Det på trods af han ved EPT Deauville, nu for tyvende gang er i pengene og for syvende gang er på et finalebord i en EPT. Utrolige tal, i en utrolig varianspræget verden.

Jeg havde fornøjelsen af at interviewe Luca Pagano under EPT København for et par år siden, og spurgte ham dengang om det ikke nagede ham, at han endnu ikke havde lukket en EPT ned?

”Helt ærligt, hvad er bedst: At vinde én stor turneringssejr, eller gang på gang være blandt de bedste? Som professionel pokerspiller vil jeg hellere have overskud konstant år efter år i stedet for måske at vinde en stor sejr, hvert femte år. Rekorden er med til at motivere mig og den holder mig til ilden,” svarede han dengang.

Samtidig lod han dog forstå, at han overordentlig gerne ville vinde en EPT – det skulle der ikke herske nogen tvivl om. Og nu er muligheden der så, og måske den er større end nogensinde før.

Finalebordet ved EPT Deauville ser nemlig ikke skræmmende ud, og på trods af, at Luca Pagano ikke går ind til dagens spil med den største stack, så skulle der være gode chancer for, at italieneren endelig får sin sejr.

Lige meget, hvordan det går, så er Luca Pagano dog sikker på at generobre førstepladsen på EPT-leaderboardet foran Bertrand ’ElkY’ Grospellier.

Chipcounts
1. Paul Guichard (Frankrig) 5.955.000
2. Vadzim Kursevich (Hviderusland) 5.670.000
3. Olivier Rogez (Frankrig) 4.415.000
4. Bruno Jais (Frankrig) 3.340.000
5. Vuong Than Trong (Frankrig) 2.570.000
6. Luca Pagano (Italien) 2.010.000
7. Yorane Kerignard (Frankrig) 1.680.000
8. Mick Graydon (Irland) 960.000

Payouts
1. €875.000
2. €557.000
3. €328.000
4. €260.000
5. €200.000
6. €155.000
7. €110.000
8. €67.200