Groteske fejlmålinger på highstakesdb: Wrang meldes i hullet med 930.000

Der er tilsyneladende gået ‘Y2K’ i den for highstakesdb.com – med 12 års forsinkelse.

Highstakesdb.com har nemlig været helt utroligt sløjt kørende i de sidste par måneder. Den ene kæmpe fejlmåling følger efter den næste, og både AlexKP og Theo Jørgensen har for ganske nyligt været ude og pure afvise highstakesdb.com’s tal.

“Deres tal er for det meste helt væk. Highstakesdb og Pokertableratings giver langt fra det fulde billede af, hvordan det går. Et eksempel er forleden dag, hvor der stod jeg havde tabt $20.000, men hvor jeg faktisk endte i plus. De er ofte helt ude i skoven og misser tit sessions, hvor jeg måske har fire borde kørende på $25/$50 og $50/$100, som de slet ikke fanger,” sagde AlexKP til pnn.dk sidst i 2011.

For et par uger siden kom turen så til Theo Jørgensen efter en dag, hvor highstakesdb.com’s tal ramte en lille million kroner forbi det faktuelle resultat.

“Jeg troede, at min konto var blevet hacket. Gåden er: Hvordan fanden kan de blive ved med at miste sessions og borde? Man skulle tro, at det var umuligt at ramme så meget forbi, når vi nu skriver 2012,” sagde Theo ved den lejlighed.

Og i dag er den helt gal igen. Gal i en grad, så man simpelthen ikke forstår, hvordan det overhovedet er muligt.

Ifølge highstakesdb.com er døgnets SUVERÆNT største taber nemlig Jannick ‘Dart Vader_’ Wrang med et minus på frygtelige $166.000 – cirka 930.000 danske kroner.

Heldigvis er det tal efter al sandsynlighed endnu mere skævt end i Theo Jørgensens tilfælde. For tidligere i dag var Jannick Wrang noteret for et minus på $113.000, da han reelt var oppe med cirka $54.000.

“Jeg er noget a la $54.000 oppe for de sidste 24 timer, og det er et 99 procent nøjagtigt tal,” sagde Jannick til Slowplay tidligere på dagen.

Vi håber, at Wrangs konstant voksende minus betyder, at han fortsat renser af i lige linje.