WPT Vejle: Dag 2 bliver et brag
WPT Vejle er uden tvivl én af de sjoveste og mest hyggelige turneringer på dansk jord i meget lang tid. Det relativt lave buyin skaber masser af lir og morskab ved bordene, hvor navne som Theo Jørgensen, Zulu Kurt, Brødrene Vallø, Alex KP, Frederik Brink og Martin B. Hansen har gjort deres til, at bloggere, tilskuere og medspillere har noget at more sig over.
Dag 2 kan næsten ikke undgå af at blive mindst lige så underholdende, som de to foregående. Liren er allerede startet på et af bordene, hvor en ukendt modspiller har været så lemfældig at sige, at “han har godt styr på Theo”. Det er ikke en kommentar, som Theo bare lige lader flyve forbi. Han nu i bedste Stasi-stil i gang med at udspørge hele bordet om, hvem der mon har sagt de bevingede ord.
“Mit bedste bud er, at det er dig med solbrillerne”, kommer det fra Theo, der dog sekundet efter napper en pot fra netop ‘solbrillerne’.
“Nåh, så var det jo nok ikke dig”, griner Theo.
Husk at kigge med på vores liveblog, hvor du hele dagen kan følge med i Dag 2. Du finder bloggen lige her.