Zupp klar til WSOP: Billetterne er bestilt

Peter ‘Zupp’ Jepsen melder sig allerede nu klar til Las Vegas og World Series Of Poker anno 2012.

“Selvfølgelig. Billetterne er købt,” siger Peter til Slowplay.dk.

Han regner med at tilbringe fire uger i Las Vegas – fire uger, der hurtigt kan blive en dyr fornøjelse. Men det vender vi tilbage til.

Først en lille omvej:

Zupp havde i mange år en økonomisk trist had-/kærlighedsforhold til Las Vegas. Gang på gang kostede byen – og alle byens syndige aktiviteter – kassen, og han vendte gang på gang hjem med røde kinder efter nogle syngende økonomiske lussinger.

Men den onde cirkel blev sidste år brudt.

“Sidste år vandt jeg,” konstaterer han, og så skulle det gespenst ligesom være skaffet af vejen.

Og så tilbage til den dyre fornøjelse, for hvad er det så for et budget, man tager til Las Vegas med, når der står World Series Of Poker, fest og farver på programmet i fire uger?

Svaret er tilsyneladende cirka $50.000. Og/eller derunder.

“Kan man komme til Vegas i en måned og te sig som en abe, spille alt fra tours og cashgames til blackjack og pik… æde alle de gode steder og feste med freaksene og tage hjem uden at være $50k i hullet, så har det været en fin tur,” konstaterer han.