Wendt bliver professionel bokser

Omaha-hajen Martin Wendt skal til at slå på tæven. Altså bokse. Akkurat ligesom da Theo Jørgensen og Gus Hansen mødtes i ringen. Forskellen er blot, at Martin Wendt går planken helt ud, og kan snart kalde sig professionel bokser.

Seks måneders knaldhård boksetræning har sat sine spor på Martin Wendt. 17 kilo er raslet af ham. Musklerne er begyndt at tone frem. Forvandlingen er så markant, at han har været nødsaget til at skifte gaderoben ud, da han er blevet for slank til at kunne holde sine gamle bukser oppe.

”Det hele startede med et væddemål, som gik i vasken fordi jeg og modstanderen endte med at have forskellige opfattelser af betingelserne.  Vi var uenige om, hvad der blev sagt, da det blev indgået. Jeg syntes dog, at det var ærgerligt, hvis al den træning ikke skulle føre til noget, så nu går jeg planken ud og stiler mod en Pro-kamp,” siger Martin Wendt til Slowplay.dk.

Kontrakt snart på plads
Det er den tidligere landstræner i boksning, Henrik Petersen, der igennem det sidste halve år har coachet og svunget pisken over Wendt. Og ifølge ham, er den tidligere så fadøls-glade pokerspiller klar til en kamp om et halv års tid.

”Vi mangler kun formaliteter i forhold til at skrive kontrakt med en promotor, hvilket er første skridt. Det er stort set kun underskriften, der mangler. Herefter arbejder vi så frem mod at få sat en kamp op, sandsynligvis i Tyskland, om 5-6 måneders tid, hvor Martin så kan få sin professionelle debut,” siger Henrik Petersen.

Stort talent
Flere undrer sig nok over, hvorfor en tidligere bokselandstræner vil kaste sig ud i et projekt af dette omfang med en pokerspiller, hvis 30 års fødselsdag ligger mere end fem år tilbage. Fremtidsperspektiverne er svære at få øje på, og der ingen som helst chance for en titelkamp ude i horisonten.

”Normalt kunne jeg heller aldrig finde på at kaste mig ud sådan noget, men Martin er en speciel fyr – og et stort boksetalent. 70 procent er af det at være bokser er vilje, og det har Martin. Hvis jeg ikke kunne se viljen brænde i hans øjne, havde jeg slet ikke gidet. Derudover så slår han utrolig hårdt med både hans højre og venstre i forhold til sin vægtklasse. Sidst men ikke mindst, så er han utrolig lærenem. Boksning er ikke så let, som det ser ud på fjernsynet, men Martin skal bare øve tingene en eller to gange, så sidder de der.”

Kæresten gemmer ikke chokoladen længere
At projektet er seriøst understreges af, at Martin Wendt under sommerens World Series of Poker ikke rørte alkohol. Overhovedet. Og på hjemmefronten er de nye boller på suppen da også blevet bemærket.

”Før i tiden gemte jeg altid chokolade eller slik ude ved støvsugeren, for ellers var det sikkert, at Martin havde stjålet den, når jeg selv havde tænkt mig at skulle hygge mig med den. Det behøves jeg ikke længere, for han gider slet ikke have det. Og hans vane med at tage en eller to lure på sofaen i løbet af dagen, er også væk,” siger Trine Hansen, der er kæreste med Martin Wendt.

Slowplay.dk glæder sig til Martin Wendts debut som professionel bokser – og lover hermed at dække den fra første parket, når det går løs. Hvordan skulle vi dog kunne misse det?