WPT Wien: Morten Lihn Christensen er chipleader!

Morten Lihn Christensen er en frygtet spiller på nettet, hvor han huserer under nicket  ‘Skipper-dawn’, men netop nu er han i gang med at bevise, at han skam også kan finde storspillet frem i liveturneringer.

Status ved WPT Wien er nemlig, at den aarhusianske turneringsspecialist har lagt sig i spidsen for hele baduljen og dermed indtager positionen som chipleader med 500.000 chips.

Altså, hvis man ellers kan stole på wpt.com’s liveopdateringer – men det vælger vi naturligvis at gøre!

Der er dog drysset lidt malurt i de østrigske fadølsglas vi kan skåle i, for mens Morten Lihn Christensen spurter afsted mod sit store live-gennembrud, så er Jannick Wrang desværre blevet sendt på railen.

Han fortæller på sin facebookprofil, at han i løbet af dagen tabte fire all ins, hvor af han i de to af dem var 80 procents favorit. Så er det også svært – selv for en EPT-vinder.

De førende spillere
1 Morten Christensen 500,000
2 Chris Moorman 440,000
3 Walter Pflueger 325,000
4 Michael Eiler 280,000
5 Darko Stojanovic 270,000
6 Marius Pospiech 270,000