Jannick Wrang dropper EPT Berlin – Vil hellere til ballet!
Det er blevet en dårlig vane for de danske pokerspillere, at så snart de vinder en lille-bitte EPT-turnering, så synes de straks, at de er berettiget til fire ugers ferie.
Vi så det, da Mickey Petersen vandt EPT København og straks tog på roadtrip i USA, og vi så det da Frederik Brink vandt EPT Madrid og pludseligt synes det var tid til at besøge venner og familie. Tsk!
Nu følger Jannick Wrang så op på den kedelige tendens og melder pas på EPT Berlin.
“Jeg vil nu ikke sige, at jeg danderer den, for jeg tog jo kort efter EPT Campione til WPT Wien og jeg har også lige lavet $60.000 online, så jeg synes ikke, at jeg har ligget på den lade side,” siger han til pnn.dk.
Men hvorfor blive hjemme, når man har en frisk sejr i bagagen?
“Fordi sejren skal fejres, kan man vel sige. Og fordi jeg ikke har været hjemme i tre uger og fordi jeg om halvanden uge skal rejse i 10 dages og så spille 15 dage SCOOP bagefter!”
“Så de næste 10 dage, hedder den én gang ballet, fire gange Champions League og Real Madrid-Barcelona, tre gange bio og et par gange på sofaen. Sådan skal det fejres!”
Ja, der kan man bare se. Vi fik morgenkaffen galt i halsen efter ordet ballet, og hørte ikke rigtig resten, så det eneste vi kan opsummere er, at Jannick Wrang tilsyneladende vægter ‘Sylfiden’ højere end endnu en EPT-titel. Bevares!