Pius Heinz: Jeg har for travlt til at bruge penge!

Den regerende verdensmester i poker, tyske Pius Heinz, er i fuld gang med at spille kort i European Poker Tour Grand Final Main Event i Monte Carlo, og her kører det indtil videre som smurt for den unge tysker.

“Er i 58.000,” skrev Pius Heinz på sin twitter for få minutter siden, og dermed har tyskeren altså næsten doblet sin startstack.

Pokernews.com har i en pause haft fat i tyskeren for et interview, hvor Pius Heinz da også erklærer sig særdeles tilfreds med sit bord.

“Jeg kunne kun genkende Vanessa Rousso, og efter at have siddet der lidt kan jeg kun være meget tilfreds med mit bord. Det går rigtigt godt indtil videre, og det virker til at være et rigtigt godt bord,” konstaterer Pius Heinz, der i samme interview også fortæller, at sommeren megagevinst i World Series Of Poker Main Event fortsat står uberørt hen.

“Jeg har for travlt til at bruge penge i øjeblikket. Der er hele tiden noget, jeg skal, så det må vente til senere,” siger verdensmesteren, der dog var ude og blæse en lille skilling af i går.

“Jeg var i byen, og det blev lidt for sent og lidt for dyrt,” siger han.