Isildur1 og masser af danske chefer videre i SCOOP-turneringer
PokerStars’ store turneringsserie SCOOP – Spring Championship Of Online Poker – gik i gang i går aftes. Samtlige de garanterede præmiepuljer på turneringens førstedag blev sprængt til atomer, hvilket betyder, at der er et par svulstige førstepræmier i vendte til de senere vindere. Og heldigvis har vi stadig masser af danskere med.
I SCOOP #1 Medium (NL $215) resterer der 49 spillere, inden spillet genoptages i aften. Tre danskere er fortsat at finde i turneringen, hvor Mickey ‘mement_mori’ Petersen indtager 24.pladsen med 1.142.166 chips. Lidt længere bagude finder vi ‘arsenalfca’ med 809.534 og ‘Stor81’ med 403.107. Det lykkedes ingen danskere at klare sig videre til finaledagen i SCOOP #1 High (NL $2.100), men det blev dog til en række danske cashes.
I SCOOP #2 Medium (NL $215) er der spillet ned til 89 spillere, og her kan vi i aften se frem til en yderst interessant afgørelse. Således er Viktor ‘Isildur1’ Blom (15.plads med 1.522.992 chips), Frederik Brink (23.plads med 1.253.669), ‘123shj’ (39.plads med 901.602 chips), og ‘CosmoE10-4’ (66.plads med 517.069) alle fortsat med.
I SCOOP #2 High (NL $2.100) ligger et dansk trekløver af über-chefer rigtig godt til. Med 50 spillere tilbage indtager danmarksmesteren Simon ‘ministerborg’ Ravnsbæk 15.pladsen, mens Christian ‘Tox’ Togsverd følger lige i hælene på en 17.plads. Også Rasmus ‘mrvogvt’ Vogt har fortsat chancen for at vinde førstepræmien på $349.692 – han indtager 39.pladsen. Vi kan næsten ikke se det gå galt.