Ravnsbæk: Kan ikke se det gå galt
Det gik galt for Alexander ’AlexKP’ Petersen og Peter ’Zupp’ Jepsen ved Partouche Poker Tour i går. Rigtig galt. Faktisk lykkedes intet tilsyneladende for de to danskere, der begge hurtigt blev sendt på railen, men sådan kommer det ikke til at gå Simon ’Ministerborg’ Ravnsbæk i dag. I hvert fald ikke ifølge hans egen subjektive vurdering.
”Efter en god nats søvn så kan jeg slet ikke se det gå galt. Jeg regner med, det hele går som smurt og jeg renser af i lige linje. Jeg skal bare have fat i et godt bord, og så glider det hele,” siger han til Slowplay.dk.
Men netop det forestående tabledraw gør, at Ravnsbæk ikke har meget tid til at snakke. Belært af Alexander Petersens erfaringer fra i går, gælder det nemlig om at registrere sig tidligt. De, der kommer for sent havner nemlig ved samme bord – og det er typisk pro’er, der ser stort på startstidspunktet i en turnering til €8.500.
Men når det er på plads, så er det eneste der tilsyneladende kan gå galt for Simon Ravnsbæk, hvis de ydre omstændigheder skulle gå ham imod.
”Sådan er det med Frankrig. Hvis noget skal kunne gå galt, så er det her. Man har jo hørt skrækhistorier fra de foregående år. ’Sasuke’ fortalte for eksempel om en regel, der siger, at hvis to spillere efter dig folder ude af tur, så er din hånd død. Det kan jo aldrig være dit problem, hvad andre spillere gør, så hvis det er sandt, er det godt nok fucked up,” griner Ravnsbæk.
Slowplay.dk ønsker god vind.