Rasmus Agerskov: Jeg har aldrig før været så varm i en turnering
Heads up-specialisten Rasmus Agerskov – den flotte fyr – viste i nat, at han kan andet end at se godt ud.
I The Bigger $162 spillede han sig frem til den afgørende heads up, hvor han sad over for tyske ‘DaHussstla’. Rasmus Agerskov havde haft heldet på sin side hele turneringen igennem, men da sækken skulle snørres til, så slap det tilsyneladende op.
“Jeg har aldrig været så varm, som jeg var i den her turnering, indtil vi kom heads up. Og det er jo ikke så tit man indrømmer det. Blandt andet fik jeg 5-bet shoved for mit turneringsliv med knægt-fem suited mod Jarred ‘kennyo5’ Hubbards es-dame på finalebordsboblen. Der kom både en dame og en knægt på floppet, men på river sejlede endnu en dejlig knægt ind,” fortæller Agerskov til Slowplay.dk.
“Jeg havde mulighed for at lukke den, da jeg med 3,2 millioner chips mod hans 2 millioner kom all in med JJ mod es-otte. Desværre holdt den ikke hjem og kort efter tabte jeg så en all in med es-otte mod hans es-dame.”
Rasmus Agerskov skal allerede i aften forsøge at følge op på det gode resultat – der står den på fuldt SCOOP-program.