DM i poker: Uffe Holm er chipleader

Dag 1B ved DM i poker er i fuld gang på Casino Copenhagen, hvor vi netop nu befinder os på aftenens fjerde level. 84 spillere stillede op i dag, og af dem er 73 fortsat med.

Helt i front finder vi stand up-komikeren Uffe Holm, som udover at underholde sit bord med rappe bemærkninger og frække ord, også har formået at skrabe en masse chips til sig. 70.000 chips sidder han med, hvilket er nok til at gøre ham til chipleader.

“Du må gerne skrive, at The Champ har genfundet sin gamle form,” griner Uffe Holm, da Slowplay.dk kigger forbi.

Der er dog lang vej endnu for Uffe Holm, der har trukket et ualmindeligt hårdt bord med modstanderen som Christian ‘Frimærket’ Grundtvig, Jeppe ‘JC’ Nielsen, Magnus Borg Hansen, Martin Sjelle, Allan Bække og den tidligere DM-vinder Stefan Raffay.

I det tv-transmitterede cashgame, der kører sideløbende med turneringen, har Jannick Wrang i øvrigt taget sig at den første store pot. Du kan følge cashgamet direkte her.