PokerStars gafler Rafael Nadal

PokerStars har i efterhånden et godt stykke tid vist stor interesse for det spanske marked, der fortsat bøvler med at få lagt sidste hånd en komplet renovering/liberalisering af pokermarkedet. Det skulle egentlig være oppe at køre i Spanien, men på de kanter er udsættelser ikke noget, man bør gå i panik over, og ifølge det spanske website www.pokergenio.com har PokerStars også brugt ventetiden fornuftigt.

Det spanske nyhedssite fortæller således, at PokerStars har landet et af verdens største sportsnavne, Rafael Nadal, der skal fungere som ambassadør for PokerStars.

Pokergenio.com fortæller, at Rafael Nadal i slutningen af april måned – efter at have vundet en stor turnering – gik i gang med at indspille en reklamefilm for PokerStars i Barcelona. Angiveligt skulle filmen udkomme i flere versioner, så den ikke KUN henvender sig til det spanske marked.

Et kæmpe scoop for PokerStars – Rafael Nadal er vel nok det største navn på den spanske sportsscene, og det siger ikke så lidt i et land, der er indehaver af både EM-guld og VM-guld i fodbold.

Spanien står på tærsklen til en ny æra med reguleret online poker. En komplet renovering/liberalisering af markedet er nu programsat til den 1. juni, og renoveringen vil gøre Spanien til et af de mere restriktive lande i forhold til online poker. Men der er fortsat brok i krogene, så endnu en udsættelse virker ikke helt umulig.