Mickey: – Jeg havde marginalerne på min side

Mickey Petersen fik natten til i dag debut ved årets World Series of Poker. Og det blev en god debut.

Med 51.800 chips blander han sig i toppen af Event #9 ($1.500 NL Hold’em Re-Entry), og det skyldes – ifølge ham selv – at han ikke blot spillede godt, men også, at kortene faldt ud til hans fordel.

“Altså, det var ikke fordi der skete noget frygteligt interessant. Jeg føler, jeg spillede meget godt, på trods af at jeg stort set ikke har spillet de sidste par uger, og fik truffet nogle gode beslutninger. Men når det så er sagt havde jeg helt sikkert også bare marginalerne og setupsne på min side i dag,” fortæller han til Slowplay.dk.

Under året WSOP har han indlogeret sig i et hus med en række venner. Et hus som ikke ligger op og ned af et af Las Vegas’ mange kasinoer.

“Ja, jeg er lige flyttet ind i et hus med nogle kammerater og det fungerer rigtigt fint. Jeg synes det er meget rart ikke at bo midt på The Strip men også kunne komme lidt væk når man bare har brug for at slappe af.”

“Jeg har ikke rigtigt lagt nogen plan for hvad jeg skal spille, men regner med at grinde stortset hver dag på enten Rio eller Venetian, ihvertfald her i de første par uger.”