WSOP HU $10.000: Isildur1 fik debut – Ivey bustede igen

Det blev til tre runders heads up-poker på Dag 1 ved Event #12 ($10.000 Heads Up NL Hold’em), og 152 startende blev barberet ned til 32.

Turneringen markerede samtidig Viktor ‘Isildur1’ Bloms WSOP-debut. Det svenske onlinefænomen slog i første runde Andy Bloch, men måtte herefter i tredje runde se sig besejret af Tommy Chen.

Både Daniel Negreanu og Phil Ivey klarede sig til gengæld videre til tredje runde. Negreanu mødte her HU-specialisten Jonathan Jaffe, men formåede aldrig at generobre tabt terræn, efter han halvvejs igennem matchen tabte en stor pot med fuldt hus mod et større fuldt hus.

Også Phil Ivey blev ramt af en cooler, da han fik sendt sine chips til midten med es-konge mod den ukendte Chae An’s es-syv, men måtte se en syver lande på floppet.

Selvom der blev luget godt og grundigt ud i profilerne, så er Brian Hastings, Vanessa Selbst og Antonio Esfandiari klar til 16-delsfinalerne.