Pokermagasinet skifter kanal
Efter sommerferien sker der spændende ting og sager med Pokermagasinet, der indtil nu har rullet over farveskærmen hver tirsdag klokken 22 på tv-kanalen dk4. Det ændrer sig efter sommerferien.
Pokermagasinet skifter nemlig kanal – den nye kanal hedder Kanal Sport. Kanalen, der bygger på et samarbejde mellem Danske Spil, YouSee, Danmarks Idræts-Forbund og DBU.
Skiftet til Kanal Sport betyder, at det er slut med Pokermagasinets format, som vi kender det i dag. Den nye version af Pokermagasinet bliver sendt søndag, og programmet kommer til at vare hele 50 minutter i stedet for de nuværende 25 minutter.
Steen OG, den ene af programmets to værter, glæder sig helt vildt til at præsentere den nye, tunede version af Pokermagasinet.
“Vi er vildt begejstrede for det. Vi glæder os helt vildt til at få 50 minutter frem for de nuværende 25 minutter. 25 minutter går bare så lynhurtigt – vi har simpelthen ikke den tid til rådighed, som vi kunne ønske os. Det får vi nu. Vi har længe rigtigt gerne villet gå mere i dybden med stoffet, og vi vil gerne lave flere håndanalyser. Det får vi tid til nu,” siger Steen OG til SLOWPLAY.dk.
Og han fortæller også, at den nye aftale indebærer, at det nu skal være slut med, at Dan Rachlin og Steen OG selv skal betale for produktionen af tv-programmet, hvilket de har gjort – og stadigvæk gør i øvrigt – på dk4.
“Vores lommer slipper for at styrtbløde, så det er jo dejligt. Og det er også rart for os, at Danske Spil kom til os og gerne ville have det produkt, som vi lavede nu. Der var ikke noget med, at de ville lave det hele om – de ville have os, og ligesom som os selv ville de gerne have et længere program. Så det kan ikke være meget bedre,” siger Steen OG.
Værterne brænder igennem
Danske Spils pokermanager Peter Holst bekræfter overfor SLOWPLAY.dk aftalen, og Peter Holst har masser af ros til Pokermagasinet – og ikke mindst de to værter.
“Jeg synes, at det er et godt program, og så synes jeg ikke mindst, at værterne gør det rigtigt godt. De brænder godt igennem. Det er lidt de glade amatører, der dog stadigvæk selv kan spille. De formidler stoffet med entusiasme og en god tone, og det initiativ vil vi gerne støtte,” siger Peter Holst til SLOWPLAY.dk.
Peter Holst vurderer, at Pokermagasinet passer fint til Kanal Sports koncept og sendeflade i øvrigt, og han mener, at det generelt er vigtigt at fokusere på pokeren som en sport.
“Vi regner ikke med en masse nye kunder på grund af den her aftale. Men vi vil gerne støtte programmet – det er et godt program. Jeg mener også, at det er vigtigt, at der et program, der fokuserer på pokeren som en sportsgren, og som er med til at holde gang i debatten om poker i Danmark,” siger Peter Holst.
Stort tillykke – og held og lykke – med den nye aftale til Pokermagasinet herfra.