WCOOP-vinder: En tilfældighed

I går aftes var der ikke meget, som tydede på, at spilleren bag PokerStars-nicket ’Mortholmes’ her til morgen kunne kalde sig WCOOP-vinder. Aftenen var afsat til familiens skød. Hans forældre var på besøg, så planen var egentlig bare at nyde en god middag og drikke lidt rødvin.

”Det var fuldstændigt tilfældigt. En af mine venner ringede og spurgte om jeg ikke ville stake ham til turneringen. Jeg vidste slet ikke, at den var der, men tænkte, at så ville jeg også give den et skud. Jeg burde dog nok ikke have spillet den for jeg havde fået en del rødvin, øl og cognac.”

’Mortholmes’ senregistrerede sig til turneringen og så gik det ellers bare slag i slag. På under et kvarter havde han fået stakken op i 20.000 chips.

”Ja, det var lidt vildt for da jeg senregistrerede havde de andre allerede spillet to en halv time. Det betød, at da jeg satte mig ned med mine 5.000 chips, så var det første jeg blev mødt med et bet på 525. Men jeg ramte rigtig godt og havde et par store hænder.”

Først på finalebordet begyndte der at komme lidt grus i maskineriet, men i sidste ende lykkedes det altså ’Mortholmes’ at løbe med sejren og de medfølgende $37.804,30 på trods af så hårde modstander som Noah ‘Exclusive’ Boeken og Kevin ‘ImaLuckSac’ MacPhee.

”Jeg kom skidt i gang på finalebordet, hvilket egentlig skyldtes, at jeg spillede halvdårligt. De andre syntes til gengæld at spille en fin omgang poker, så jeg reddede hovedsageligt sejren hjem på grund af jeg havde nogle store hænder, som ramte godt. De gik typisk udstik, betalt, udstik, betalt, udstik, betalt – og så er poker jo ikke så svært.”

Skal sejren fejres?

”Njarjj, nu lod familien mig jo sove selvom jeg havde mine forældre på besøg, så det må vist være det.”

’Mortholmes’ afslører dog, at vi i den nærmeste fremtid vil kommer til at se mere til ham i forbindelse med liveturneringer. Hans mål er at spille tre-fire stykker om året.