Staket af Gus og flyvende: Det blødeste startbord jeg NOGENSINDE har siddet på
LAS VEGAS – EKSKLUSIVT FOR SLOWPLAY.DK
Jaroslav Tjepan – beboer i Betfair-hytten og staket af Gus – er kommet flyvende fra land her på dag 1B af World Series Of Poker Main Event. Efter level 2 har Tjepan, som han næsten udelukkende bliver kaldt, næsten fordoblet sin startstack på 30.000 chips.
Og han meldte det op – allerede for en halvanden times tid siden – da SLOWPLAY.dk kom forbi for at få en status.
“Det er helt vildt. Jeg tror seriøst, at det er det blødeste startbord, som jeg NOGENSINDE har fået i en turnering. Jeg kan umuligt være utilfreds med det her bord. Der var en gut, der bustede med es-høj efter tre hænder. Desværre fik jeg ikke andel i de chips, som han tilsyneladende havde lyst til at forære væk så tidligt, men der er masser af andre muligheder på det her bord,” sagde Tjepan til SLOWPLAY.dk.
Og her for kort tid siden var der så søde toner fra Tjepan:
“Jeg betaler fra big blind med 4-2 suited. En tysk gut spørger mig, om jeg ikke vil checke blindt, for så vil han bette blindt. Det gør jeg naturligvis, og jeg flopper så nuts straight. Han siger 700, jeg siger 2.100, han instaskubber, og jeg caller. Han har floppet flushtrækket, og jeg holder hjem. Nu sidder jeg med 55.000 chips, og level 2 er lige slut.”
SWEET!