Negreanu: ‘Octo-nine’ mangler starpower
Det er ved at være over en måned siden Daniel Negreanu sidst kom med sit ugentlige ‘rant’. Nu er der langt om længe en ny video online, hvor Negreanu bla. kigger tilbage på World Series of Poker. Hans egen præstation er ikke noget at skrive hjem om. Det blev bare til 5 cashes for den canadiske pokerstjerne, der, bortset fra et dybt run i Main Event, ikke gjorde megen væsen af sig.
Negreanu kigger også frem mod finalebordet i Main Event – også kaldet ‘Octo-nine’. Her er han, som så mange andre, skuffet over, at de to kvinder Elisabeth Hille og Gaelle Baumann ikke klarede skærene og i stedet boblede finalebordet. Dermed mangler finalebordet både den store historie og en god del starpower, mener altså Daniel Negreanu.
“Jeg har spillet lidt med Greg Merson, men bortset fra ham kender jeg overhovedet ikke nogen af de ni spillere”, fortæller Negreanu på sin ‘Weekly Rant’, som nu om dage blot hedder ‘The Rant’.
Du kan se hele videoen lige her, hvor Negreanu naturligvis også dedikerer ganske lang tid til at give sit syn på Pokerstars’ køb af Full Tilt Poker.