Partouche Poker Tour: I dag er det Ivey, Dwan, Trickett og Valløs tur
Fem danskere gik videre fra Dag 1A ved Partouche Poker Tour Main Event, og to af dem som blev slået ud – Rasmus Vogt og Simon Ravnsbæk – har valgt at benytte sig af muligheden for at købe sig ind igen, og er også til start i dag.
Her har de selskab af Martin Vallø og ikke mindst en perlerække af pokerhimlens klareste stjerner. Tom ‘durrrr’ Dwan, Patrik Antonius, Sam Trickett og Phil Ivey har alle fundet vej til den franske riviera, og er netop nu i gang med turneringens første level.
Martin Vallø har i øvrigt ikke fået turneringens sjoveste bord, for selvom han er sluppet for nogle af feltets helt store navne, så skal han trods alt ud og kæmpe med den skrappe nordmand Kai Paulsen og to russere. Lidt surt at få serveret borsjtj, når man var blevet stillet franske frølår i udsigt.
Af andre interessante navne på Dag 1B kan nævnes Juha Helppi, Robeto Romanello, David Benyamine.
Vi holder løbende øje med udviklingen i turneringen, og håber på nyt fra danskerne undervejs.