Lederer spiller mod Ivey i Bobbys Room
Howard Lederer mener tilsyneladende, at tavlen er vasket ren efter han stillede op og forsvarede sig selv i interview-serien The Lederer Files på Pokernews.com.
I hvert fald er han nu – efter knap halvandet års gemmeleg i forbindelse med Full Tilt-skandalen – igen begyndt at færdes i offentligheden.
En bruger på 2+2 har således spottet Lederer i Bobbys Room, hvor han angiveligt skulle sidde og spille imod Phil Ivey, Huck Seed og Eli Elezra.
For at dokumentere sin påstand har han postet dette billede.
Der er dog iblandt brugerne på 2+2 tvivl om hvorvidt det virkelig er Howard Lederer som ses på billedet, men til gengæld er der bred enighed om, at hvis det vitterligt er ham, så burde han forsvinde ind under sin sten igen.