Wrang efter mareridtssession: – Jeg er bust på PokerStars

Jannick Wrang står på trackingsitet highstakesdb.com noteret for en samlet gevinst på over $220.000 i år, men der blev i går gjort et ordentlig indhug i dette flotte regnskab, da den danske PLO-haj ramlede ind i en decideret mareridtssession.

“Jeg smed 87.874 dollars i går på 10.5 time. Så bust på PokerStars,” fortæller Wrang til Slowplay.dk.

“Der var en hulens masse pots på $50/$100, der bare gik den forkerte vej. Et par andre rivers og så havde det set anderledes ud.”

“Derfor går jeg nu den sædvanlige rutine igennem, som jeg altid gør, når jeg har haft en kedelig session.

Rutinen?

“Den består af mange ting: Først minimum 48 timer pokerfri. Det passer så meget godt med jeg stadig kan spille $5.000 grand slam på Ongame med mere søndag aften! Og ja, så skal jeg lave nogle meget fornuftige ting , som jeg ikke rigtig har lyst til. feks løbe syv ture, gøre hovedrent et par dage og så videre.”

“Pt. er det blevet til jeg har siddet de sidste fire timer og købt billetter til seks forskellige oplevelser det næste halve år – Shopping amok på billetnet og billetlugen og Det Kongelige Teater.”

“Men her er jo egentlig ok rent herhjemme, så hovedrent virker lidt overflødigt, så det ender sgu nok med jeg må ud og løbe her i dag, selvom jeg nu ikke ligefrem gider. Men det er også pointen!”

“Det er en længere rutine jeg har gang i, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke spiller optimalt dagen efter en stor kedelig session.”