Neess: – Motivationen for poker er ikke den samme som førhen
Ikke siden EPT København har vi set Danny Neess ude ved en stor pokerturnering og cashgame-chefen fortæller til Slowplay.dk, at det ikke kun er på livefronten, at der er blevet trappet ned for pokeren. Det er i det hele taget.
“Jamen, jeg spiller da lidt, men ikke så meget som i gamle dage. Hovedsageligt søndagstours, og lidt cash på siden. Så vi snakker ikke syv-cifrede dollar beløb,” griner Neess.
Er det er spørgsmål om, at lysten er væk?
“Det er en blanding af flere ting, men motivationen er med sikkerhed ikke den samme som førhen. Det er vel også naturligt nok, at man søger nye udfordringer, når man når et vist punkt. Jeg har trods alt spillet poker i mere end 8 år nu.”
Så du har ingen intentioner om at kalde dig verdens bedste ligesom ‘Jungleman’, eller noget i den dur?
“Haha, nej nej. Hvis du havde fanget mig for to-tre år siden, så havde svaret været et andet, men man bliver vel mere ydmyg med tiden. Og realistisk, haha.”
Får vi dig at se til WPT Copenhagen?
“WPT Copenhagen er jo altid sådan en turnering man burde spille, men lige præcis i år ved jeg faktisk ikke om jeg når at stille op. Jeg har pt. ikke tid om mandagen eller tirsdagen, som er de to første spilledage, men lad os nu se. Kan jo være, at jeg pludselig får det.”