Theo klar til at indtage London: En af de rigtig fede turneringer
Klokken 13.00 dansk tid bliver der sagt shuffle up and deal ved PokerStars EPT London og minimum to danskere, Theo Jørgensen og Mickey Petersen er klar til dag 1A. Og overfor Slowplay.dk lægger rutinerede Theo Jørgensen ikke skjul på, at det er én af de turneringer han ser virkelig frem til.
”Det er en af de store turneringer og jeg ved, at de satser på en førstepræmie på over en million pund, hvilket i sig selv gør den ret fed. Derudover er det er fed by, så jeg tror, at rigtigt mange prøver at kvalificere sig til turneringen, fordi hvis det nu skulle ske, at de røg ud, så får de alligevel en god oplevelse ud af det. Jeg regner naturligvis med at vinde turneringen for jeg kan ikke rigtig se, hvordan det skulle kunne gå galt – det skulle da lige være, hvis en eller anden journalisttosse skulle finde på at ringe klokken 10.00 en dag, hvor jeg skal spille.”
Der er også mulighed for at Anders Bekhøj Hansen stiller op i dag, men ellers er det først i morgen, at vi kan forvente et stort dansker-ryk-ind. Følgende syv spillere stiller til start på dag 1B:
Søren Smith Hansen
Søren Kongsgaard
Mark Truelsen Bech
Erling Stenderup
Anders B. Hansen
Thomas Quaade
Frei Dilling-Kjær