Gus: Jeg har ikke spillet en hånd siden WSOP
Aldrig har Gus Hansen været så godt kørende online, som i 2011. $3.941.703 tikkede ind på kontoen frem til april måned, inden Black Friday og Full Tilt-skandalen satte en effektiv stopper for den fortsatte optur.
Siden har Gus Hansen, der er bundet af en kontrakt til det amerikanske site, kun kunnet spille live-poker, men det er ikke en mulighed han i større omfang har benyttet sig af.
”Jeg har ikke spillet en hånd siden WSOP,” siger han til Slowplay.dk.
I går benyttede han det dejlige københavnske vejr til at spille backgammon på Strøget sammen med vennerne Rasmus Nøhr og Thomas Bo Larsen, og det er netop sociale ting, der har fyldt i programmet siden juli måned.
”Jeg har egentlig bare slappet af og været en masse sammen med venner og familie,” fortæller han.