Kongsgaard: Måske jeg overvurderer dynamikken

Søren Kongsgaard fik en forrygende start i WSOPEs åbningsturnering, €2.500 No Limit Hold’em 6 max-turneringen, der blev skudt i gang i går, men nogle timer efter at have forvandlet startstacken på 7.500 chips til 27.000 kom så den triste melding:

“Bust! Spillede elendigt de sidste to timer. Men ok, der er en ny dag og en ny turnering igen i morgen,” skrev Søren Kongsgaard på sin egen twitter-profil. Slowplay.dk fangede her til formiddag Søren Kongsgaard for at høre, hvad der egentlig skete.

“Altså efter de første fire levels, var alle de svage spillere sorteret fra, så det var lige efter bogen. Men derfra sad jeg med fem superdygtige 6max spillere,” siger Søren Kongsgaard til Slowplay.dk

Det bord, de spillere og deres store stakke blev starten til enden for Søren Kongsgaard.

“Jeg løber ind i en hånd, hvor jeg bestemmer mig for at calle med second pair. Det var ikke en succes. Og så er jeg fortsat usikker på den hånd, som jeg buster i. Måske jeg overvurderer dynamikken, men folk spillede bare ekstremt aggressivt. Jeg ved ikke, om jeg var uheldig at en af mine modstandere havde KK, da jeg skubber min AJ for 18.000 til sidst eller om det var decideret forkert. Men generelt fik jeg ikke rigtigt fat i nogle af de små potter, og jeg skulle måske nok have sparet et par tusinde chips her og der,” siger Søren Kongsgaard, der i dag skal i ilden igen i en €1.000 NLH-turnering, der afvikles over hele fem dage.

Rigtig god vind herfra!