Verdensmesteren slog Wendts kæreste og er klar til DM

Der blev i går spillet DM-kval på Mermaid Poker og deltagerlisten havde fornemt besøg i form af den nykårede online-verdensmester, Thomas ’Kallllle’ Pedersen. Og sandelig om ikke den brandvarme ’Kallllle’ endte med at tage sejren ned, efter en Heads Up imod Trine Hansen.

”Tja, jeg skubbede med par to og han kaldte med par konge og det var så dét,” siger Trine Hansen, som udover at være en skrap pokerspiller også er kæreste med Martin Wendt.

Men Martin Wendt bliver altså den eneste i det parforhold, som kommer til at spille Danmarksmesterskaberne i Poker på Casino Copenhagen, medmindre en eller anden forbarmer sig over Trine Hansen og køber part i hende. Den opfordring er hermed sendt videre.

”Han ramte alt, så hvis han var bagud, så klonkede han sig bare ud af problemerne. Derudover fik han gode hænder, så man må bare konstatere, at han var varm. Jeg synes nu godt han kunne have blinded sig ud til sidst, så jeg kunne få det DM-sæde – Jeg synes det er lidt grådigt også at hapse det, når han nu lige er blevet verdensmester,” griner Trine.

Slowplay.dk dækker DM i No Limit Hold’em intenst – følg med fra på torsdag!