Hvad nu? Theo Jørgensen skal shoppe superliga-målmand
Theo Jørgensen har for gud ved hvilken gang fået involveret sig i et mindeværdigt væddemål, som man aldrig har hørt om før. Denne gang skal han sparke straffespark mod en målmand med superliga-niveau, og han skal score på mindst seks ud af ti spark.
Og hvordan i alverden er det væddemål så kommet i stand? Det starter med en hyggelig aften i byen med Johnny Lodden og Ville Wahlbeck, og så må vi ellers hellere give ordet til Theo selv.
“Vi sidder på en restaurant, hvor der kører en fodboldkamp i baggrunden. Geniet Wahlbeck begynder så at komme ind på, hvor svært det ville være for os at score på straffe på en målmand med Superliga-niveau. Han vurderer iskoldt, at jeg ikke kan score på seks ud af ti, fordi han tilsyneladende mener, at de springer hurtigere ud til stolperne end lysets hastighed. Hvilket de i øvrigt i al ydmyghed skal kunne for at have en chance imod mit gudespark. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har fået sådan en hvid handske klasket i ansigtet, så den blev meget hurtigt samlet op,” skriver Theo Jørgensen i sin utroligt fornøjelige nye blog på eb.dk.
Og han fortsætter:
“Johnny Lodden vurderer ligesom undertegnede, at Ville er helt væk, så inden desserten er på bordet, har vi et anseeligt bet på banen, der skal afgøres til EPT’en i København næste februar. Når jeg nu skriver ‘vi’, betyder det, at hvis jeg scorer på mine seks ud af ti, og Johnny ikke klarer den, spiller vi lige op. Med andre ord så hæfter Johnny og jeg solidarisk, hvilket ud fra Johnnys kropssprog, attitude og tilkendegivelser kun kan være en kæmpe fordel for sådan en gut som mig, som var heldig at få en enkelt sæson som fynsserie-spiller,” skriver Theo.
Men det viser sig, at Johnny Lodden har en overraskelse i ærmet.
“Johnnys attitude signalerer, at han som minimum har spillet norsk 1. division. Under alle omstændigheder så ryger bettet i bogen, og herefter spørger Ville, på hvilket niveau vi har så spillet. Jeg fortæller gladeligt om fynsserien i OKS og mit hestespark, hvorefter Johnny kommer med følgende sætning: ‘I havent really played any football, but how hard can it be?’ Så nu skal vi ud og finde en Superliga-målmand, der kan købes til at stå på mål i februar,” skriver Theo Jørgensen.
Vi kan kun varmt anbefale, at du læser hele bloggen her