Han vinder DM: Pro’erne peger på Ravnsbæk

Sidste år gik Simon ’Ministerborg’ Ravnsbæk ind til finalebordet ved DM i poker med en stor stack, men røg alligevel som nummer ni, efter et sammenstød med den senere vinder Rasmus ’Jungleras’ Nielsen. Men i år skal det være. Da vi spørger ham, hvem han vil pege på, som mulig DM-vinder svarer han i hvert fald:

”Jeg kan se der er en på listen der hedder Simon Ravnsbæk. Jeg har hørt han skulle være ret skarp. Men, hvis jeg ikke må pege på mig selv, så får jeg sgu ikke nemt ved det,” griner han.

”Jeg VED dog, at Tøstesen ville blive fantastisk glad og helt varm indeni, hvis jeg siger ham, så det må blive mit pick. Og derudover bør Wissing vel for en gang skyld hamre en kæmpe stack op fra start, så han kommer sgu også på holdet.”

Også Bække og Tøstesen peger på Ravnsbæk
Om Tøstesen er blevet varm indeni skal være usagt, men han er i hvert fald flink til at sende favoritværdigheden tilbage til Simon Ravnsbæk.

”Jeg tror det kan blive Simon Ravnsbæk, Lars Bønding eller Martin El-kher. Jeg kender efterhånden Simons spil ret godt. Og det lader til, at det er effektivt. Han skal dog ikke håbe på at komme i en hånd imod mig. Bønding lader til generelt at være rimelig varm, og jeg har spillet en del cash-hænder imod El-Kher og han virker til at have har styr på pisset,” siger Jakob Tøstesen til Slowplay.dk.

Heller ikke Allan Bække kan komme uden om den lune pokerspiller fra Risskov og siger blandt andet, at han er decideret uhyggelig at sidde overfor.

”Simon Ravnsbæk kan jeg umuligt komme udenom. Han er nok den dansker jeg har mest respekt for overhovedet. Han er utroligt skarp og er begyndt at lave dybe runs live. En kombination af hans spillemæssige evner og hans flipevner er decideret uhyggeligt at sidde overfor. Derudover må ’Jungleras’ være et oplagt bud. Forsvarende mester. ALTID god på Casino Copenhagen. Spiller ikke så meget for tiden, så formentlig meget sulten. Sidste bud bliver Dennis Bjerregaard. Jeg kender stort set ikke manden, men sad med ham til EPT KBH, hvor mit indtryk var at han var en rigtig dygtig spiller. Jeg brød mig ikke om at have ham siddende bag mig og det er grund nok til at jeg tror på at han kan levere overraskelsen.”

Også sidste års nummer fire i turneringen, Casper Toft, peger på Simon Ravnsbæk, som han havde fornøjelsen af at sidde til finalebords med.

”Jeg vil sige, jeg håber at Rasmus vinder igen i år, både fordi han er sød, og fordi der er så mange der har støttet op omkring hans deltagelse. Men min favorit må være Simon Ravnsbæk. Han er i forrygende form online, og har også gjort det godt live, men har lige manglet det sidste skrub. Det kunne godt komme til DM. Mit sidste bud må være Lars BOND! fordi han spiller en meget habil omgang poker! – en outsider kunne være Kalle – fordi han er “in the zone”, men det ville være urimeligt hvis han gik hen og vandt DM også.”

Ravnsbæk for stor en tyr!
Eneste af de spillere som Slowplay.dk har adspurgt, som ikke har den store fidus til Simon Ravnsbæk er Thor Drexel.

”Jeg tror ikke det bliver en tur for tyrene (Kalle, Bønne, KP, borg, u name them). For dem kommer DM simpelthen til at gå op i hat og briller. Tre heste jeg ville sætte mine penge på ville være: 1) Lasse Ludvig, super solid spiller med imponerende dm-resultater. 2) ’MortenVM’. Jeg har siddet til bords med ham en enkelt gang, hvor han imponerede mig meget. Det må snart være på tide med et kæmpe cash til ham. 3) Dennis Bjerregård. Det kan efterhånden snart ikke være muligt for ham at dodge et cash længere. Ren matematik.”