Putin strammer grebet om russiske ludomaner

Det kan vise sig at være et rigtigt klogt træk, at holde sig til stram bankroll management, hvis man er en russisk grinder bosat i Rusland.

Vladimir Putin har nemlig for nyligt underskrevet en ny lov, som betyder at spilafhængighed kan betyde, at en person erklæres uegnet til at administrere sin egen økonomi, og får beslaglagt alle sine aktiver af staten.

De nye regler, som blev underskrevet i sidste uge træder snart i kraft i Rusland, og det er ludomaniens effekt på de russiske familier, som er årsagen til de nye stramninger.

Fremover vil det derfor være muligt for bekymrede familiemedlemmer at indgive en officiel klage, hvis de synes et af deres familiemedlemmer spiller (og taber) for meget.

Herefter kan personen erklæres inkompetent i forhold til at styre sin egen økonomi, men hvad der herefter sker med vedkommendes aktiver melder historien endnu ikke noget om.

 

Lov kostede 400.000 arbejdspladser

Den nye lov er en kopi af en tilsvarende lovgivning som for nyligt blev vedtaget i Ukraine, og loven skal ses som et led i en længerevarende kamp mod gambling i Rusland. Tilbage i juni 2009 forbød de russiske myndigheder nemlig alle casinoer i landet, pånær dem som befandt sig i fire særlige zoner – langt ude på landet.

Forbudet mod casinoer i Rusland menes at have kostet omkring 400.000 russiske arbejdspladser, hvoraf mindst en tiendel forsvandt i Moskva alene. Her lukkede myndighederne mere end 30 store casinoer og op mod 500 små spilleklubber.

Men som historien ofte har vist fører forbud som regel ikke noget godt med sig, og russerne spiller naturligvis stadigvæk. Rapporter viser, at spillet er rykket væk fra de kontrollerede rammer på casinoerne, og videre til illegale spilleklubber som drives af kriminelle organisationer. Derudover er mange russere begyndt at spille på internettet, hvor der stadig hersker en grå-zone omkring hvorvidt russerne må spille eller ej.