Players Choice i Odense lukker: – Røv og nøgler
Det er trange tider for pokerklubberne rundt om i landet. I hvert fald for de lovlige. Seneste skud på stammen af klubber, som har måtte dreje nøglen om er Players Choice i Odense, som ikke har kunne få forretningen til at løbe rundt.
Den nu tidligere medejer af klubben, Trine Hansen, fortæller, at det har været trist, men nødvendigt t lukke ned for klubben i H.C. Andersens hjemby.
“For at sige det lige ud, så er det røv og nøgler, men det har simpelthen ikke været muligt at få enderne til at hænge sammen. Det har knap været muligt at få nok penge ind til at dække huslejen. Som lovgivningen er nu, og sådan som Spillemyndigheden håndhæver den, så er det umuligt at få en lovlig pokerklub til at løbe rundet i Danmark,” fortæller hun til PNN.dk, inden hun remser nogle kritikpunkter op.
“Det er blevet en anelse bedre, efter at man har fået muligheden for at tilmelde sig på selv turneringsdagen, istedet for tidligere hvor man skulle have indbetalt buy in senest dagen i forvejen, men det er ikke nok til, at det er muligt at få det til at løbe rundt. Folk er fortsat tilbageholdende omkring alt det med bank og CPR-numre og så er der lige moms og skat som der skal betales, hvis man skal sælge øl, sodavand eller toasts.”
“Jeg synes det er ærgerligt for reelt set har pokerspillerne nu dårligere vilkår end inden pokerlovgivningen kom på plads. For det er ikke fordi folk holder op med at spille i klub – de gør det nu bare i ulovlige klubber, hvor der er ikke er de samme ordnede forhold.”
Trine Hansen får opbakning af formanden for Dansk Pokerforbund, Jes Bondo, som mener en stor del af ansvaret ligger hos Spillemyndigheden.
“Som det er nu er det mere eller mindre umuligt at drive en lovlig pokerklub i Danmark. Og det skyldes blandt andet, at der ikke bliver gjort noget ved de ulovlige klubber. Spillemyndigheden undskylder sig med, at de skal have politiet med ud, hver gang de skal tjekke op på en ulovlig klub, men faktum er, at der er masser af ulovlige klubber i øjeblikket, og de tager naturligvis en del af kundegrundlaget. Da de ikke følger lovgivningen kan de lokke med cashgames og turneringer med buy in på 1.000 kroner eller mere.”