Jungleras: Intet pres på mig
Rasmus ‘Jungleras’ Nielsen er – som sædvanligt, fristes man til at sige – ved at skrue en toppræstation sammen her på Casino Copenhagen. Den forsvarende danmarksmester og dobbelte finalebordsdeltager til EPT København, erklærer sig klar til kamp, og afviser, at den store gruppe Jungleras-believers på pokernet.dk lægger ekstra pres på hans skuldre.
“Nej, jeg føler slet ikke noget pres. Jeg spiller bare mit bedste spil. Jeg synes, at det går rigtigt godt, og jeg føler mig virkelig godt tilpas,” siger Jungleras, der set udefra i går var 100 procent tilbage i sin ‘gamle’ stil. Det var Jungleras, der lagde pres på modstanderne, og nogle gik det, mens modstanderne andre gange fandt nogle flotte kald frem.
“Jeg bliver fanget et par gange, og det er selvfølgelig noget, der hurtigt skal rystes af igen. Men det hjælper mig så også, at jeg fanger nogle super flops. Jeg rammer for eksempel to flushes allerede på floppet, og får endda rigtig god betaling,” forklarer Rasmus.
Måske han i virkeligheden bare skulle nøjes med at spille poker på Casino Copenhagen?
“Ja, ha ha, det tror jeg faktisk. Jeg bliver en af de cashgame-sjufter, der bare sidder nede i hjørnet. Det tror jeg faktisk, at jeg bliver nødt til,” griner han.