Træneren misser KP-scoring: Scorede du? Det så jeg ikke!
Så er Alexander ‘AlexKP’ Petersen – i denne sammenhæng Fodbold-KP – i gang igen. Og hvad var det nu, det der fodboldhalløj alt sammen handlede om?
Forklaringen skal naturligvis findes i et væddemål – hvad ellers? Og det startede alt sammen i den helt syge afdeling:
I midten af april 2012 sad Zupp (hvem ellers?) og AlexKP på et hotelværelse i Berlin og kom på en eller anden måde frem til at indgå følgende væddemål:
“Vi har væddet mine 100 euro mod hans 100.000 euro.. Jeg skal score et mål i en superliga kamp inden for 5 år,” annoncerede AlexKP.
Læs: Zupp giver AlexKP odds 1 til 1.000 i fodboldvæddemål
Der gik dog ikke længe før væddemålets betingelser blev ændret – hen i retning af, hvad der rent faktisk er realistisk: AlexKPs nye opgave er at score fem mål for Svejbæks’ Serie 2 hold inden dette års World Series Of Poker. AlexKP får 3:1 på væddemålet, hvilket helt konkret betyder, at han smider €4.000 på midten mod Zupps €12.000. Og AlexKP har allerede sat en enkelt kasse ind.
Læs: Zupp med jobtilbud: $100 pr. kamp for at se AlexKP blamere sig på fodboldbanen
Og: AlexKP scorer mål i Serie 2!
Træneren missede træningskamp-kasse
Nu siger kalenderen så, at vinterpausen er ved at være forbi. AlexKP har naturligvis ligget i tung træning henover vinteren, han fik blandt andet motioneret lungerne, da han stak af fra nogle unge cokeheads, der overfaldt ham på åben gade mellem jul og nytår. Derudover har han jo spillet kort, så formen må alt andet lige være fin.
I forgårs var AlexKP så igen i aktion på fodboldbanen. KPs hold vandt 8-1 i en træningskamp, KP kom på banen i 2. halvleg, scorede en enkelt pind og stolt gik han hen til træneren. Måske han nu kunne forhandle om, at han altså ikke skulle starte ude.
“Jeg sagde jo, at jeg ville score, så nu kan du ligeså godt starte med mig inde i hver kamp. Jeg lover at score indtil det viser sig at være forkert,” sagde den målfarlige spiller til træneren.
“Scorede du? Det så jeg ikke,” lød svaret tilbage.
Det lugter lidt af en bænkevarmer-tjans igen næste gang.
Svejbæks serie 2-hold. Bemærk de flotte trøjer.