Licens-ansøgninger overgår alle forventninger
I september åbnede EU-Kommissionen med en dom op for en liberalisering af det danske spilmarked. I dag udløb fristen så for udenlandske spilleudbydere, der ønsker at være med på vognen, når de nye ændringer træder i kraft 1. januar 2012. Hele 43 selskaber har søgt licens, og det tal overstiger alle forhåndsforventninger.
“Hvis man forudsætter, at de fleste opnår licens, er det noget over de 20-25 licenser, vi har estimeret i loven,” siger Morten Rønde, chefkonsulent ved Spillemyndigheden hos Skat, til Ritzau.
Nu vil SKAT gå de 43 selskaber igennem og vurdere, om der er noget der taler imod at udstede licenserne.
“Først og fremmest vurderes selskabernes økonomi og faglig ansvarlighed. Men også deres likviditet. Altså, kan de udbetale pengene til vindende spillere,” siger Morten Rønde.
Det er endnu uvist, hvor mange af de udenlandske firmaer, der opnår licens, og hvor mange der ønsker at udbyde både sportsvæddemål, poker og online kasinospil eller blot en af delene.
Fra 1. januar skal de nye licenstagere til at betale en noget højere skat, end de har været vant til. Den danske statskasse modtager 20 procent af firmaernes bruttooverskud.
Danske Spil beholder sit monopol på blandt andet lotto, bingo og skrabespil.