Wrang: Poker må ikke fylde så meget som det har gjort de sidste 10 år
Jannick Wrang har om nogen været den pokerspiller i Danmark, som har haft arbejdshandskerne trukket længst op til albuerne. Konstant.
Hvem andre end Jannick Wrang ser man sidde og kværne $1-turneringer i MicroMillion imens han har fire $25/$50-borde kørende? Det korte svar er: Ingen!
Men det er slut nu. Wrang har trukket stikket for onlinepokeren. Også selvom han under EPT Berlin ifølge eget udsagn – leverede noget af det mest fokuserede poker han nogensinde har spillet.
Han havde allerede kvalificeret sig til EPT Berlin, inden han trak stikket, så pakken skulle naturligvis bruges, og så var det egentlig i den sammenhæng ligegyldigt, at han cashede i fire sideevents. Wrang er fortsat pokerpensionist. Sådan er dét, slår han fast overfor eb.dk.
“Nu er det jo ikke meget pokerpensionist over at spille 12 timer om dagen ti dage i træk, men hele konceptet har handlet om, at poker ikke skal fylde så meget mere, som det har gjort de sidste ti år. Jeg har lige talt op, at jeg har rejst 45 gange på pokerture. Berlin var nummer 46,”siger Jannick Wrang til EB.dk.
“Jeg er stoppet med at spille på fuld tid, fordi jeg ville have mere ud af livet. Jeg hader faktisk mig selv lidt, når jeg spiller, så det er en svær balancegang. Det svarer til at hade sit job, men det er bare lidt skidt timing, når jeg aldrig har været bedre spillende,” griner han.
Jannick Wrang fortæller også til EB.dk, at på trods af den fortsatte pensionisttilværelse, så kan vi godt forvente at se ham til DM i poker i næste uge, ligesom han også regner med at spille WSOP til sommer.
“Hvis jeg skal have et af de der bracelets, skal det være nu,” siger Wrang, men indrømmer, at han på nuværende tidspunkt ikke selv ved om det bliver til nul, 14 eller 40 dage i Las Vegas til sommer.
Du kan læse hele interviewet med Wrang på eb.dk her.