Ravnsbæk: Går stadig rundt i en glædesrus og smiler indvendigt

Den nykårede og fortjente danmarksmester, Simon ’Ministerborg’ Ravnsbæk, er på banen med en blog, hvor i sit første indlæg gennemgår den vitale og afgørende hånd i den nervepirrende HU-dyst mod Johnny Østbjerg. En hånd, hvor der både lå en konge og et es på boardet, men ’Ministerborg’ alligevel på river fandt et fremragende all in-kald frem med par ti på hånden.

”Det første der ryger igennem mit hoved da river lander er FY FAEN. Dette skyldes naturligvis at det rammer hans range ret godt, forstået på den måde at han ofte sidder med et A i hans hånd. Det giver samtidig meget god mening at han har checket et A bag på både flop og turn. Problemet for mig er nu, at da der ligger så meget i potten og han samtidig godt kan li at lave ballade på river,” skriver Ravnsbæk, inden han fortsætter gennemgangen af analysen, som ledte ham frem til et kald.

Han slutter bloggen af med at fortælle, hvad et DM-trofæ betyder i forhold til de mange online-sejre han har hentet i karrieren. Og der er ingen tvivl om, at pokalen får den bedste placering på kaminhylden.

”Til slut vil jeg sige at måden jeg vandt på betyder rigtig meget for mig. Jeg må da være ærlig og erkende at flere af de større turneringer jeg har vundet online, har jeg enten vundet en ordentlig røvfuld flips eller været decideret heldig i adskillige situationer. Det er klart at jeg har haft flere setups der er gået min vej i løbet af turneringen, men jeg føler jeg fik truffet de rigtige beslutninger i langt de fleste afgørende situationer, hvilket bare giver en ekstra god følelse i kroppen.”