Full Tilt Poker: – Tilbagebetalingsprocessen starter d. 16 september

De amerikanske pokerspillere, som forud for Black Friday havde penge på deres Full Tilt konti, venter stadig på at modtage sine penge, men nu ser der omsider ud til at ske noget.

På den officielle hjemmeside www.fulltiltpokerclaims.com fremgår det, at amerikanske Full Tilt kunder har 60 dage fra d. 16 september til at indsende deres krav. Deadline for at indsende et krav om tilbagebetaling er d. 15 november, 2013.

Spillerne bærer selv ansvaret for, at udfylde formularen på hjemmesiden indenfor de 60 dage, og de spillere som ikke gør det, må se deres Full Tilt indestående forsvinde for evigt.

Selv om processen iværksættes d. 16 september, når spillerne reelt kan anmode om at få refunderet deres indestående, bliver der dog ikke bragt penge til udbetaling før tidligst til november – og sandsynligvis først meget senere. Der vil nemlig ikke blive udbetalt en cent, før Full Tilt Poker kender det samlede omfang af udbetalingskrav fra spillerne.

Læs også: Sasuke: – Befriende at jeg ikke kan spille på Full Tilt

Dette skyldes, at det samlede krav fra spillerne kan overstige det beløb som Department of Justice har givet – eller sat til side – til tilbagebetalinger til spillerne. I det tilfælde, at det samlede krav er større end de penge som reelt er til rådighed til tilbagebetalinger, vil udbetalinger ske på pro rata basis – hvilket vil sige, at hver spiller får en bestemt andel af det samlede beløb.

 

Er der penge nok til alle?

Det rejser så endnu et spørgsmål, for hvor mange penge har Department of Justice sat til side til fordeling blandt spillerne? På hjemmesiden er det vagt formuleret, og skeptikere forudser at “pro rata” formuleringen betyder, at beløbet nemt kan være lavere end hvad de amerikanske spillere tilsammen har til gode.

Det er dog mere end 2,5 år siden at pengene blev frosset på Black Friday, d.15 april 2011, og det er meget sandsynligt at en stor del af de mindre tilgodehavender fra små- og hobbyspillere ikke vil blive krævet udbetalt.

Mange spillere kan have glemt alt om hvor mange penge de reelt havde stående, have afskrevet det som tab, stoppet med at spille poker og har ikke fulgt med i udviklingen omkring Full Tilt Poker siden lukningen i 2011.

I så fald kan der være mange penge til overs, når alle krav er færdigbehandlet.