Danske Spil giver John Toems sin egen fødselsdags-turnering

Danske Spil går i aften den ekstra mil når det kommer til god kundepleje. Det sker, når Danske Spil Poker afholder en særlig “Fødselsdags Testimonial” turnering for en af sitets loyale spillere.

John Petersen, som spiller poker under aliaset “John Toems”, fylder i dag 50 år, og som forhenværende Pokerchef hos Danske Spil Poker og en af sitets mest loyale spillere, har Danmarks største udbyder af spil valgt at hædre fødselaren med den særlige “John Toems 50 års bounty fødselsdagsturnering”.

Buy-in har fødselaren valgt skal være på $2, og Danske Spil har added yderligere 500 kr. til præmiepuljen samt smidt en 500 kr. bounty på fødselarens hoved.

 

Poker er den fedeste hobby

Bag navnet John Petersen gemmer der sig en nu 50-årig mand, som netop er gået på pension fra sit job som skolelærer efter ryggen stod af. Det ærgrer John, som gerne ville have taget 5-10 år mere som lærer, men kroppen ville ikke være med længere.

Til gengæld har han masser af tid til at pleje sin store hobby, fortæller han på telefonen til PNN.dk, da vi ringede for at ønske tillykke med dagen og tale lidt om aftenens turnering. Her afslører John hurtigt, at han elsker at spille poker.

“Ja, jeg elsker at spille poker, og jeg spiller rigtigt meget. Jeg spiller gerne op til 6 timer om dagen, 6-7 gange om ugen, og jeg spiller udelukkende turneringer. Det er typisk turneringer op til en $10-$12 stykket, og så forsøger jeg at kvalle til den store søndagsturnering hver uge”, siger John, som også afslører, at han klarer sig ganske fornuftigt i de mange pokerturneringer.

“Det er bare ren og skær hobby for mig, og det er den fedeste hobby man kan få. Jeg klarer mig ganske godt, og det sker jævnligt, at jeg laver $1000 om ugen, og med hvor mange andre hobbies kan man dét?” spørger John nærmest retorisk. Svaret må være: Ikke mange.

 

Jeg er mest tryg ved Danske Spil

Den pensionerede skolelærer med det store pokerhjerte har såmænd også tidligere taget en 13. plads ved DM i Poker og altså vundet titlen som Pokerchef hos Danske Spil, hvor en del af præmien var en tur til Las Vegas med Danske Spil Poker.

“Det var simpelthen bare sådan en fantastisk tur, hvor jeg kom på rigtig god jord med folkene bag Danske Spil. Og som jeg kan fornemme på Peter Holst og Martin (Grønnehøj), så har Danske Spil en eller anden opfattelse af, hvordan en pokerspiller er hos dem, og det er jo nok hobbyspilleren som spiller for sjov og laver nogle resultater. Det passer nok meget godt på mig, og det er så dét, jeg tror, de ligesom belønner mig for nu.”, siger John Petersen, som ikke lægger skjul på at Danske Spil Poker er hans foretrukne legeplads på nettet.

Han fortæller dog også, at han selvfølgelig har prøvet andre pokersites end Danske Spil – bl.a. på opfordring fra 2012 danmarksmesteren Kristian Kofoed:

“Jeg startede med poker på nettet for 5 år siden, så jeg har spillet andre steder. Danske Spil kom jo først med poker sidste år. Jeg blev også anbefalet at prøve PokerStars af Kristian Kofoed. Han sagde, at når jeg spiller så stabilt, så skulle jeg prøve at spille mod flere modstandere og dermed vinde større gevinster. Jeg har da også vundet nogle lidt større cashes, men jeg skal spille mange flere turneringer for at nå langt. Så jeg har prøvet konkurrenten, men jeg er klart mest tryg ved at spille hos Danske Spil”, fortæller John til PNN og siger samtidigt, at han elsker at spille mod andre danskere, og derfor er Danske Spils kampagner som Hold DM og Pokerchefen lige noget for John.

 

Har måske et es i ærmet

I aften får han så igen chancen for at spille mod danskere i hans helt egen turnering, og så ovenikøbet på hans 50 års fødselsdag. John glæder sig da også vanvittigt meget til at forsvare den 500 kr. bounty, som Danske Spil har sat på hans hoved.

“Det bliver totalt sygt. Jeg har også spurgt dem, om jeg får lov at beholde min egen bounty, når jeg vinder”, griner John og fortsætter:

“Det vælter allerede ind med tilkendegivelser nu her på Facebook fra folk som vil spille med, og de siger, jeg ikke har en chance. Men jeg skal nok gøre modstand”, lover fødselaren, som dog erkender, at det nok bliver svært at vinde turneringen.

“Nej, det bliver nok svært at vinde dén her, når der er bounty på mig. Der er jo altid mindst 3 med når man først kommer ind, så man skal fandme være heldig”, siger den pokerglade fødselar, som måske bogstaveligt talt har et es oppe i ærmet, når turneringen starter i aften.

“Ja, nu er jeg på vej til København for at få min fødselsdagsgave. Jeg skal nemlig ind og tatoveres på min underarm, jeg forestiller mig noget Las Vegas/poker tema” siger John og afslører, at tatoveringen får inspiration fra det kendte “Welcome to Fabulous Las Vegas” skilt, som byder gæster velkommen til Syndens By.

“Jeg har en masse idéer, men jeg lader dem om at tegne den”, griner John og fortæller, at det er hans kone som har givet ham tatoveringen i fødselsdagsgave: “Ja, den har min kone givet mig i stedet for en trøje som jeg kan have på to gange om måneden. Denne her kan jeg have på resten af livet”, siger John med smil i stemmen.

Herfra redaktionen skal der igen lyde et stort tillykke med fødselsdagen og samtidig god fornøjelse med aftenens turnering.

Hvis du vil spille mod John og de andre danskere i aftenens turnering, kan du besøge Danske Spil Poker her.

image001

Artikelfoto: Privatfoto (Facebook)