Kaotisk start på ESPT Main Event – 3 danskere i ilden på Dag 1A
Den 4. sæson af Estrellas Poker Tour er ved at nå til vejs ende. Det er Barcelona som danner rammen for det sidste stop på PokerStars.es spanske turné, og her støder ESPT ind i EPT, hvilket tilsammen gør det til 13 dage med fuld skrald på pokeren i den catalanske millionby.
I dag blev der så taget hul på ESPT Main Event. Eventet har et buy-in på €1100 og har to indledende startdage, Dag 1A og Dag 1B.
Her på PNN.dk har vi kendskab til 3 danskere, som er mødt op på Dag 1A og det drejer sig om trioen Morten “MortenVM” Mortensen, Philip Jacobsen og Pierre Christensen.
Indtil videre er det småt med opdateringer fra det spanske, men Pierre Christensen postede for kort tid siden dette billede på sin Facebook side, og lod alle vide, at han hygger sig med en stack på 30.000 med average på ca. 20.000.
En times forsinkelse
Starten på ESPT Main Event har været ganske kaotisk lyder det på PokerStars Blog, hvor der dagen igennem blev rapporteret om lange registreringskøer. Køerne var så lange, at arrangørerne valgte at udskyde starten på turneringen med en time. Derfor gik spillet først i gang kl. 13:00, hvor de fleste spillere altså skulle være på plads.
Her er et billede fra køen på Casino de Barcelona, da det stod værst til.

Foto: PokerStarsblog.com