Gus: Ville sætte mine penge på Jungleman
Som vi har skrevet tidligere her på pnn.dk, så er Gus Hansen ikke den store fan af den HU-udfordring Daniel ’Jungleman12’ Cates har kastet ud til alle som tør -og vel og mærke har råd til en €200/€400-dyst med minimum buy in på €80.000. I et blogindlæg den 31. oktober sammenlignede han således ’jungleman12’ med spillere som Tom ’durrrr’ Dwan, Luke ’Fullflush’ Schwartz og Viktor ’Isildur1’ Blom, som ifølge den danske highroller alle er selvbestaltede konger oppe i deres egne hoveder.
Læs også: Gus går turneringsamok og disser Jungleman
Samtidig skrev Gus Hansen, at hvis udfordringen havde været i en anden disciplin end lige NL Hold’em, så ville ’Jungleman12’ ikke have en chance imod danskeren. Det fik i går amerikaneren til at Twitte denne besked:
“@RealGusHansen you are probably right that you would own me in mixed games, just wanted to have some fun with the challenge ;)”
Det fik i nat Gus Hansen til at skrive dette svar på sin blog:
”Det ser ud til Jungleman har reageret på min kommentar og til dels giver mig ret på en eller anden måde. Jeg var ikke ude på at håne Mr. Cates, jeg synes blot det er sjovt når de store pokeregoer bliver luftet. Som en afsluttende kommentar kan jeg da lige tilføje, at hvis jeg skulle sætte mine penge på nogen som helst i en NL Hold’em-match, så er jeg ret overbevist om, at jeg ville sætte dem på Jungleman’
Læs hele bloggen, hvor Gus Hansen også diskuterer religion og gambling.