PokerStars nægtes licens i staten New Jersey
En licens til at udbyde online gambling i staten New Jersey i USA står formentlig allerøverst på PokerStars’ ønskeseddel, men indtil videre bliver det også ved det. Altså et ønske.
Iflg. Poker Player Newspaper er PokerStars nemlig blevet nægtet en online gambling licens i New Jersey, fordi New Jerseys Gaming Enforcement er meget bekymret over den igangværende sag mod en af PokerStars’ stiftere, Isai Scheinberg.
Isai Scheinberg blev sigtet d. 15 april 2011 i forbindelse med Black Friday af det amerikanske justitsministerie, men har stadig ikke meldt sig til de amerikanske myndigheder. Selv om det lykkedes for PokerStars som selskab at indgå forlig på vegne af selskabet, lykkedes det ikke for Isai Scheinberg at indgå et forlig vedrørende sigtelserne mod ham som person.
Isai’s søn Mark, som er den nuværende CEO for PokerStars, indgik derimod et forlig med det amerikanske justitsministerie.
Det skal nu blive spændende at se, om Isai Scheinberg melder sig selv til de amerikanske myndigheder, så hans selskab kan komme videre i jagten på den eftertragtede licens i New Jersey.