PokerStars klar med HU Zoom Poker
I pokerindustrien har der længe været talt om hvordan man kan styrke pokerøkologien i Heads Up Poker. Altså sikre sig at de mindre dygtige spillere kan leve lidt længere, så de dygtige spillere skal omsætte mere for at vinde penge fra de mindre dygtige spillere.
Hidtil har det været således, at de dygtige spillere har undgået at spille mod hinanden, ved at de dygtige spillere har siddet ude så snart de har vurderet at modstanderen var for dygtig. På den måde har det i overvejende grad været en pokerlobby bestående af et hav af borde med én spiller på hvert bord, der har ventet på at få en mindre dygtig spiller i nettet.
Men nu er PokerStars altså klar med et alternativ, der gerne skulle tvinge de dygtige spillere til at spille mod hinanden. For PokerStars er nemlig klar med HU Zoom Poker, hvor alle spillere bliver kastet ind i en stor pulje, hvor alle møder alle. Man spiller simpelthen én hånd mod hver modstander, og så bliver man kastet ind i puljen igen og bliver sat sammen med en ny modstander.
På den måde bliver de dygtige spillere tvunget til at møde andre dygtige spillere, så de ikke selektiv kan vælge hvem de vil møde.
Ensom Sasuke på NL5000
Kritikere af HU Zoom mener at det ødelægger flowet i spillet, når man kun spiller én hånd og dermed ikke har tid til at opbygge en dynamik.
Det er stadigvæk muligt at spille på de normale HU borde på PokerStars, men spørgsmålet er hvor længe der vil være action på de borde, hvis de mindre dygtige spillere får smag for Zoom Poker. Sikkert er det dog, at hvis de mindre dygtige spillere får smag for det, så vil de dygtige spillere også blive tvunget til at spille.
PokerStars er ikke de første der forsøger sig med Fast Fold HU Poker, således var PartyPoker klar med konceptet for over et år siden. Det samme har MPN netværket (Unibet, NordicBet) og Ongame netværket (Betsafe) forsøgt sig med, men som med alt andet Fast Fold Poker, så kræver det en stor spillerdatabase for at få succes med det, og det har langt fra været nogen succes hos de andre pokerselskaber.
PokerStars har en noget større playerpool end de andre sider, og derfor er der en noget bedre mulighed for at de kan få succes med HU Zoom Poker. I går da de gik i luften var der dog ikke meget gang i de højeste borde, og det var da også en ensom “Sasuke” der sad på NL5000 og ventede på modstandere.
Noget bedre ser det ud på NL50 og NL100, hvor det ser ud til at være noget bedre gang i den. Man har mulighed for at købe sig ind 4 gange i Zoom Poker, så man spiller 4 HU borde på samme tid.