Poker for Rwanda: Tabende Theo giver fortabt
Så sent som i forgårs kunne Theo Jørgensen berette om et overskud på $5.300. Onsdag aften var det overskud så barberet ned til $3.200. Og i går blev han så banket helt tilbage til udgangspunktet på de $4.000.
“Dårlig session! Tilbage i de $4.000, som jeg startede med, og kan ikke håndtere at tabe flere penge, der ikke er mine, så vil overgive mig og donere $4.000,” skrev han på facebook torsdag aften. Dermed fik Martin ‘vmnielsen’ Nielsen – aka Piraten – faktisk ret i sin dystre forudsigelse, da han for et par dage siden annoncerede:
“Vil være overrasket, hvis han samler meget mere end en bøjet 25-øre ind.”
Men ok, han mistede da ikke noget.
Piraten er i øvrigt i skrivende stund selv oppe med cirka $1.000.
Mickey Petersen stikker dermed Theos slutresultat:
“Færdig med min sidste session. Slutter i $5.216,” skriver Mickey Petersen.