Michael “Filurn” Bech: – Jeg vil stadig synes det er sjovt om 10 år

Da Michael “Filurn” Bech i starten af denne uge gik hele vejen i et €1150 side event under EPT Prag, kunne han samtidig skrive sit navn ind i EPTs historiebøger og tage et eftertragtet EPT trofæ og mere end 400.000 kr. med sig hjem til København.

Læs også: Michael Bech vandt EPT-titel og 402.000 kr.

Efter hjemkomsten til København fangede PNN.dk “Filurn” til en snak om sejren i Prag.

“Det var en vild lettelse da sejren kom i hus, da vi havde spillet siden klokken 12 dagen før, så efter en 18 timers straight grind var jeg godt udkørt”, siger Bech og fortsætter:

“Det var vildt at få trofæet og de €6000 som ventede til vinderen – det er klart noget, som jeg om 10 år vil synes er sjovt at kigge og tænke tilbage på”.

De €6000 som ventede til vinderen, var resultatet af en 3-vejs deal, som “Filurn” indgik med de to modstandere inden han afgjorde sagerne til sin egen fordel. Vi spurgte “Filurn” hvorfor han valgte at deale, når han nu alligevel havde tænkt sig at vinde skidtet.

“Well, eftersom at der var ca. €20.000 prize jumps mellem hvert payout og jeg kun havde 20% af alle chips på det tidspunkt, valgte jeg at indgå en deal for at mindske variansen. De havde begge to råd til at tabe et flip til mig, og i spots hvor vi er så shallow kommer man ofte ind preflop og ofte kun som marginal farvorit. Jeg kunne også selv risikere at komme ind på den forkerte side af et setup og tabte jeg i sådan spot ville jeg være sendt på railen med €30.000. At jeg fik presset dem begge for €1000 hver gjorde at jeg accepterede dealen. Vi lagde så €2000 hver som vinderen så fik ved siden af dealen”, fortæller Bech, som altså dealede sig til €48.000 og bagefter snuppede de €6000 til vinderen.

 

Det hele startede i folkeskolen

Trods sin forholdsvis unge alder, har Michael Bech allerede en stor pokererfaring. Faktisk har “Filurn” spillet online poker siden pokerboomet, fortæller han til PNN.dk.

“Det hele startede med nogle freerolls på PokerChamps dengang jeg gik i folkeskole. Da jeg blev 18 år var en af mine venner godt rensende på Boss Medias dyre SNG’s, og han satte mig ind i de forskellige principper. Vi grindede en del sammen, ham og jeg sammen med en anden af mine venner. Jeg spillede en del €10 SNG’s osv. og var vel en break even spiller, men så kostede jeg mig over Bossens (Boss Media netværket, red.) €10 rebuy og siden har jeg ikke spiller andet end turneringer”, siger han om starten på pokerkarrieren.

Til dagligt læser den nybagte EPT-titelvinder på Copenhagen Business School, men i 2014 har han planer om at tage en velfortjent pause fra studierne og se hvad pokeren kan bringe med sig. Det fortalte han allerede PNN.dks udsendte i Prag over en udmærket Club Sandwich længe før EPT-titlen kom i hus, så det er ikke en beslutning, som er truffet i ren glædesrus over det store klonk i Tjekkiet:

“Som udgangspunkt havde jeg planlagt at tage orlov fra mit kandidatstudie på CBS, da jeg kom lidt for hurtigt i gang efter min bachelor. Så jeg regner med, at grinden får mere fokus i 2014 og så må vi se hvad det bærer med sig”.