Kristian vandt WPT-sæde i PNN.dk quiz: – Jeg vil nyde min freeroll

I ugen der gik kunne læserne her på PNN.dk vinde et WPT Vejle Main Event sæde i en særlig pokerquiz, som blev afviklet i fællesskab med Danmarks største pokercommunity PokerNet.dk.

WPT Vejle sædet har en værdi på hele 10.695 kr. og det blev vundet af 20-årige Kristian Færgemann Kristensen fra Give, i en lodtrækning mellem alle der svarede korrekt på forskellige quiz-spørgsmål i ugens løb.

Ét korrekt svar gav ét lod, og lykkens gudinde smilede til den unge knægt fra Give, da et af Kristians lodder blev trukket op af hatten, hvori der i alt lå lidt flere end 2600 lodder.

Han kan nu se frem til at spille en af årets største turneringer på dansk jord – uden at skulle have en krone op af lommen.

“Tak for en fed promotion”, siger Kristian da PNN.dk fanger ham til en kommentar til gevinsten. Her afslører han hurtigt, at han var flittig med at sende quiz-svar ind næsten hver eneste dag.

“Jeg deltog ikke første dag, for jeg havde totalt overset den, men da jeg først så den, og så hvor meget value der var i quiz spørgsmålene, sørgede jeg for at svare hver dag indtil det var slut”, siger den glade vinder og kommende WPT Vejle-spiller.

Han fortæller også til PNN.dk, at WPT Vejle Main Event bliver hans klart største liveturnering til dato.

“Jeg spillede med i PokerNets Betsafe Jyske Live Pokermesterskaber sidste år i februar (hvor Kristian i øvrigt blev elimineret af ingen ringere end Peter Eastgate, red.), og udover det, har jeg faktisk kun spillet mindre events på Casino Munkebjerg, som f.eks. deres Four Season tours. Derudover har jeg spillet en del mandags- og onsdagsturneringer deroppe. Så det bliver den største turnering jeg har spillet målt på buy-in og præmier”, fortæller Kristian, der er i gang med et sabbatår og i øjeblikket tjener til dagen og vejen som lærervikar.

Læs også: Kristian Kristensen: – Jeg kunne ikke slå verdensmesteren

Kristian lægger dog ikke skjul på, at poker er en af sine store hobbies, og at han efterhånden har spillet i nogle år.

“Jeg har spillet i et godt stykke tid, og startede som så mange andre ud med lidt home games med vennerne. Da jeg blev 18 år åbnede jeg nogle online konti og begyndte at spille der. Jeg har dasket lidt rundt mellem spil og formater, men turneringer har altid været min favorit, og det er også det, jeg spiller nu, når jeg spiller online”, afslører han.

 

– Det bliver helt sikkert et rigtigt godt event

Nu får han så en gylden chance for at udøve sin favoritdisciplin – nemlig turneringspoker – i nogle af landets bedste pokerrammer på Casino Munkebjerg, som i disse tider høster store roser fra det danske pokersamfund. Roserne skyldes Casino Munkebjergs brede vifte af pokerturneringer hvert år, som er med til at løfte standarden for pokerarrangementer i Danmark til et højere niveau.

Kristian glæder sig da også til oplevelsen, men går ind til turneringen med sindsro.

“Jeg har ikke de store forventninger, udover at det helt sikkert bliver et rigtig godt event. Jeg synes, de gør et rigtig godt stykke arbejde ude på Casino Munkebjerg. Men jeg vil tage det som det kommer, forsøge at spille mit bedste, og så nyde min freeroll i fulde drag”, slutter han af.

Herfra redaktionen skal der lyde et tillykke med WPT Vejle-sædet, og vi ønsker ham naturligvis alt muligt held og lykke, når det går løs i weekenden, hvor Kristian skal i ilden på Dag1A.