Dansk nedtur i French Championship of Online Poker
Klokken 22.00 i går aftes så det hele fantastisk ud for danskerne i French Championship of Online Poker. ’ZizouAttaque’ var suveræn chipleader, Casper Toft havde doblet og både ’PastorePSG’ og Rasmus Vogt hang endnu i.
Men så begyndte nedturen. Først røg Rasmus ’TheMoist’ Vogt ud på en 165.plads (€1.249), kort efter røg Casper ’mrctoft’ Toft, inden lidt senere ’PastorePSG’ røg på en 72.plads (€3.054). Det betød, at ’ZizouAttaque’, nu var ene mand til at holde Dannebrog højt i hvad der skulle have været den største danske invasion i Frankrig siden vikingerne hærgede Normandiet.
’ZizouAttaque’ holdt stand mod den franske overmagt helt frem til i nærheden af finalebordsboblen, men måtte til sidst give fortabt på en 11.plads til €9.717.