Far og datter vandt DM i Mixed Double: – Augusta Sofie har kæmpe andel i sejren

De nykårede danske mestre i Mixed Double hos Danske Spil Poker hedder Bent Nybo og Augusta Sofie Nybo og tilsammen er de “The Nybos”.

Bent har tidligere vundet stort hos Danske Spil, da han vandt en tur til Las Vegas sidste år i Pokerchef-kampagnen, og til dagligt driver han sit eget rengøringsfirma, mens datteren – Augusta Sofie – er en flittig 3. g-elev på Himmelev Gymnasium, som før DM i Mixed Double startede aldrig havde spillet et flop i sit liv.

Men Augusta Sofie er heldigvis lærenem og et crash-kursus i Texas Hold’em No Limit med far Bent som læremester gjorde, at hun hurtigt blev en faktor at holde øje med i kvindeturneringerne på Danske Spil.

“Augusta Sofie stod helt fremme i køen da der blev uddelt hjerner”, siger den stolte far om sin datter, da PNN.dk fanger dem begge til en kommentar til titlen som danmarksmestre i Mixed Double i poker.

“Jeg ville i første omgang have min kæreste Charlotte som makker, men det havde hun ikke den store lyst til. Jeg fik så overtalt min datter til at være med, og hun havde absolut ingen erfaring med poker, før vi satte os til bordet i de indledende runder. Jeg underviste mens spillet stod på i kvindeturneringen, og efter en times tid fangede hun hvad det handlede om”, siger Bent om sin Mixed Double-makker, datteren Augusta Sofie.

 

– Jeg har den bedste læremester

Augusta_Sofie

Augusta Sofie – den ene halvdel af The Nybos, som nu er danske mestre i Mixed Double

Augusta Sofie er 19 år og går til dagligt i 3. g på Himmelev Gymnasium, hvor hun læser fem A-fag og laver ifølge eget udsagn rigtigt mange lektier, som tager meget af hendes tid. Derudover arbejder hun i sin fars rengøringsfirma, og bruger mange timer i fitnesscenter, hvor tiden blandt andet går med crossfit.

Nu kan hun så også skrive danmarksmester i Mixed Double på sit CV, og hun beskriver sin pokerdebut således:

“Jeg kom i gang med at spille poker, fordi min far spurgte mig, om jeg ville være med i denne turnering, hvor man kunne vinde en tur til Paris. Det lød jo yderst fristende, og så kunne det være meget sjovt at spille rigtigt. Jeg har kun hørt en masse om poker, fordi min far jo spiller, men jeg har aldrig spillet det selv, så det synes jeg var på tide”, siger Augusta Sofie til PNN.dk og fortsætter:

“Før denne turnering havde jeg ingen erfaringer. Min far har jo stor erfaring med poker og har spillet i lang tid, men jeg må sige, at jeg fangede fidusen hurtigt og har kæmpe potentiale. Jeg har jo også den bedste læremester”, siger hun med et stort, selvsikkert smil på læberne.

Den bedste læremester – farmand Bent – er da også umådelig stolt af datterens præstation ved pokerbordet.

“Hun udviklede sig lynhurtigt og ramte finalebordet i sit første spil poker. Derefter kørte det bare derud af med lidt gode råd fra sin far, og vi sluttede som samlet 2’er i de indledende runder. Og for lige at sætte alt på plads, så vandt Augusta Sofie to ud af tre finaleborde på finaledagen. Fars pige!”, siger Bent Nybo med stolthed i stemmen.

 

– En rigtig far-datter tur

De flotte præstationer fra både far og datter betyder nu, at de kan se frem til at skulle en tur til Paris, og det er noget man glæder sig til hos “The Nybos”, som Mixed Double-makkerparret kaldte sig på Danske Spil.

“Vi rejser det vi kan sammen og gerne storby-ferier. Augusta Sofie er lidt af en eventyrer. I sommers tog hun på et 5-ugers sprogophold i Granada i Sydspanien helt alene, og stødte derefter til os andre i Barcelona. Hun er et kapitel for sig”, siger Bent om Augusta Sofie, som til trods for sin titel som eventyrer, kan se frem til sin første tur til den franske hovedstad.

“Jeg har aldrig været i Paris, og det har faktisk været noget, jeg har kunne tænke mig i lang tid. Denne tur bliver en rigtig far-datter tur fyldt med kvalitetstid”, siger Augusta Sofie som afslører, at kvalitetstiden måske kommer til at omfatte et slag poker.

“Vi plejer at spille en masse Backgammon, når vi rejser, men nu hvor jeg jo er mester i poker, kan det være at vores yndlings fællesinteresse er skiftet”, siger hun grinende.

Vi spurgte Augusta Sofie, hvordan man så fejrede at have vundet DM i Mixed Double og udsigten til en fantastisk tur til Paris.

“Med high five og sejrsbrøl, og så har vi begge fået nye kaldenavne, nemlig ‘champs'”, siger hun og griner.

 

– Augusta Sofie har kæmpe andel i sejren

Når en 19-årig kvindelig gymnasieelev pludselig uddeler tørre tæsk ved pokerbordene, uden at have spillet tusindevis af hænder og måske ikke helt har styr på 3- og 4-bet ranges, så vil der altid være nogle som tænker: “Aaahhh… kan dét nu også passe?”.

Og ifølge Bent har enkelte konspirationsteoretikere da også stillet sig skeptiske overfor, hvorvidt den unge gymnasieelev nu også selv spillede turneringerne eller om farmand havde en lidt for stor finger med i spillet, men den skepsis har Bent intet tilovers for.

“Et par skarpe tunger har antydet, at det var mig der spillede både mande- og kvindeturneringerne, men det er ikke rigtigt. Augusta Sofie spillede kvindeturneringerne, og har KÆMPE andel i at vi vandt”, siger Bent og slår fast at “The Nybos” har rent mel i posen, hvis der – imod forventning – skulle sidde nogle PNN.dk-læsere derude og tvivle.

Bent_og_Augusta_Nybo

Her ses DM-vinderne i Mixed Double side om side, mens de river modstanderne rundt i poker-manegen.

 

Bent fortæller da også til PNN.dk, at han har så stor respekt for datterens pokerevner, at han efterfølgende har forsøgt at overtale hende til at spille med i Danske Spils Pokerchef-kampagne, hvor deltagerne kan vinde rejser til Las Vegas.

Læs også: Pokerchefen 2014: – Skal du være Danske Spils nye Pokerchef i Las Vegas

“Men hun har ikke tiden til det. Hun laver lektier 24/7, men jeg håber hun får lidt mere tid til poker efter gymnasiet”, siger Bent.

 

Fremtidsplaner – med og uden poker

Selv ville Bent ønske, at han også havde mere tid til poker, som han betragter som en seriøs hobby, der har givet ham mange gode oplevelser og af og til lidt ekstra på kistebunden ved siden af indtægten fra sit eget rengøringsfirma.

“Jeg var med på Pokerchef-turen til Las Vegas i oktober måned, hvor jeg i øvrigt vandt den første turnering og blev Bellagio Champ. Det var lidt stort”, siger han og fortsætter:

“Men ellers er jeg kun en glad hobbyspiller, som spiller de lidt mindre turneringer, da jeg har en rengøringsvirksomhed som skal passes. Pokeren begynder dog at fylde en del mere i mit liv, og jeg har siden Danske Spil startede med poker fået finansieret mit poker, Lotto osv, og har også kunne trække lidt mønt ud”.

bent_nybo_las_vegas

Bent Nybo hygger sig på finalebordet på Bellagio under Danske Spils Pokerchef-tur i 2013.

 

Den nykårede danmarksmester i Mixed Double overvejer nu seriøst, om pokeren skal have et kraftigt skud fra hoften, som han siger.

“Når man rammer pengene så ofte som jeg gør i de små turneringer, burde det også være muligt i de større turneringer. Jeg skal bare lige føle mig klar til at tage springet, og skal samtidig kunne drive min virksomhed, så der er en fast indtægt”, siger han og afslører altså, at han ikke har planer om at gå fuldtidspro med det samme… men måske en dag.

Augusta Sofie har heller ikke umiddelbart planer om at kaste sig over poker på fuld tid, til trods for hun nu kan kalde sig “pokerchamp”.

“Hmm, jeg synes det er et super fedt spil, som er yderst udfordrende og nervepirrende, men om jeg bliver professionel kan jeg ikke svare på. Jeg er jo lige startet. Jeg har aldrig haft en drøm om det, men det kan jo være at det ændrer sig”, siger hun med et stort smil og fortsætter med lidt mere seriøs mine:

“Efter gymnasiet skal jeg have en pause fra skolebænken. Jeg vil arbejde og tjene nogle penge, så jeg efterfølgende kan komme ud og rejse. Det er den klassiske”, siger den unge pige med et smil, og afslører at hun tydeligvis har “ben i næsen”.

“Jeg har planer om internationale studier på universitetet. Samfundsrelaterede, ikke humanistiske, i spansktalende lande, så jeg vil rigtig gerne lave noget organisationsarbejde i Latinamerika, hvor jeg tager spansktimer samtidig. Et af mine mål er at kunne flydende spansk, hvilket vil være en kæmpe fordel, når jeg starter på universitetet”, slutter hun af.

Herfra redaktionen skal der lyde et stort tillykke til de nybagte danmarksmestre, et held og lykke ved pokerbordene, god arbejdslyst med studierne og ikke mindst et ønske om en fantastisk rejse til Paris – og Latinamerika.

Læs også: Danske Spil giver John Toems sin egen fødselsdagsturnering

 

Slutstillingen ved DM i Mixed Double hos Danske Spil Poker:

Placering Holdnavn Alias Alias Point

1

The Nybo’s augustasofie Charlotte 3

18

2

To skal der til MeEatUZazu EatMeZaZu

15

3

jagi gitteca japcop77

15

4

HappySax athene66 Currynamnam

6

 

Præmier:

1: Rejse til Paris for 2 (værdi 8.000 kroner)

2: 2.000 kroner

3: 1.000 kroner

4: 500 kroner