30.000 amerikanske pokerspillere skal dele $82 mio. i de kommende 10 dage
Inden måneden er omme vil $82 millioner blive spredt ud over 30.000 online pokerspilleres bankkonti i USA, og det er kun første omgang af tilbagebetalinger til de spillere, som mistede deres indeståender på Full Tilt Poker, da Black Friday indtraf i 2011.
Det er Garden City Group som administrerer tilbagebetalingerne til de mange pokerspillere med penge til gode hos Full Tilt Poker, og det anslåes at spillerne til sammen havde mere end $300 millioner stående på Full Tilt, da sitet lukkede sine virtuelle døre i juni 2011.
Ikke længe efter gik det op for omverdenen, at Full Tilt Poker – som på det tidspunkt var verdens næststørste pokersite – ikke havde spillernes penge, hvilket førte til at det amerikanske justitsministerie beskyldte Full Tilts ejere for at stjæle penge og Full Tilt blev beskyldt for at køre et globalt svindelnummer, en slags pyramidespil.
Nyheden om at Full Tilt ikke havde spillernes penge, fik mange til at gå i panik og flere solgte deres indeståender til andre investorer for langt mindre end de reelt var værd. Andre afskrev deres bankroll som tabt.
Læs også: Dokumentar om Black Friday: The Big Blind
PokerStars købte gælden og vaskede tavlen ren
Men i april 2012 kom det frem, at PokerStars havde lavet en aftale med det amerikanske justitsministerie, som bl.a. betød, at PokerStars indvilligede i at betale ikke-amerikanske spillere deres penge tilbage og samtidigt betale yderligere $547 mio., som justitsministeriet ville benytte dele af til at betale de amerikanske spillere tilbage.
I bytte indgik PokerStars et forlig med justitsministeriet, som betød at man nu var på god fod med de amerikanske myndigheder og overtog samtidigt forretningen Full Tilt Poker.
PokerStars overholdte deres del af aftalen, og efter at have relanceret Full Tilt Poker i november 2012, afleverede PokerStars $184 mio. til ikke-amerikanske Full Tilt-spillere. Der gik i alt 495 dage fra Full Tilts lukning til spillerne så deres penge tikke ind i banken.
De amerikanske spillere har ventet dobbelt så længe. For de spillere som modtager deres penge inden udgangen af februar, vil der være gået næsten 974 dage – eller mere end 2,5 år.
De $82 mio. som udbetales i denne måned er altså blot første etape i tilbagebetalingerne. Der er stadig en stor gruppe spillere, som var uenige i det beløb Garden City Group hævdede de skulle have tilbage. De kommer til at vente lidt endnu på at få nogle penge. Full Tilt Pro’er og affiliates får også lov at afvente situationens udvikling lidt endnu.
Kilde: Pokerfuse.com